TOUR OF THE OBSCURE feat. Raunchy, The Interbeing, Boil & Vola

The Interbeing oprettede dette event Natteliv

18 maj 2012 kl. 20:00

Pumpehuset

Studiestræde 52, 1554 København K

Tour of the Obscure indtager Pumpehuset med et helt speciel line-up.

Oplev Københavnske VOLA, Færøske SIC, THE INTERBEING og slutteligt RAUNCHY, før festen fortsætter i selskab med DJs fra P6 Beat programmet SORT SØNDAG og happy hour i baren.

 

Døre: 20.00 / Showstart: 20.30 


LINE-UP 

Med 5 albums i bagagen er RAUNCHY et af de mest etablerede danske metalbands i Danmark og udlandet. De har været med på flere store turnéer såsom Danish Dynamite Tour (m. Hatesphere og Volbeat) og Headbangers Ball Tour (m. Mercenary, Pilgrimz og Last Mile) og har skabt et stort internationalt navn. Bandets 5. album, "A Discord Electric", blev udsendt september 2010. Producer ikonet Jacob Hansen, har siddet bag knapperne og albummet har så sandeligt delt vandene. RAUNCHY eksperimenterer på "A Discord Electric" som aldrig før og tager chancer som ingen andre. Grænsesøgende i deres søgen mod både det atmosfæriske, det poppede og det brutale - eksperimenterende i en sådan grad at albummet kom bag på et samlet anmelderkorps, som bl.a. tæller 9/10 i både Metalized og Powerofmetal.dk, 8/10 i Rockfreaks.net og Heavymetal.dk, 6/6 i Danishmetal.dk og 5/6 i både Gaffa.dk og Metalzone.dk.

THE INTERBEING udgav i debutalbummet ”Edge Of the Obscure” i 2011. Gaffa kvitterede med 5 ud af 6 stjerner og kommentaren: ”Edge Of The Obscure er uden tvivl det bedste danske metalalbum, jeg har hørt i år.” Det samme gjorde sig gældende i Århus Stiftstidende der udtalte: ”En futuristisk-metallisk kraftpræstation, der vidner om uhyggelig høj klasse...”. I udlandet er albummet ligeledes blevet modtaget med stor ros, hvilket bl.a. har udmundet i at Metal Hammer UK har håndplukket bandet til at deltage i deres showcase på den internationale branchefestival South By Southwest (SXSW 2012) i Austin, USA. THE INTERBEING kombinerer den tunge lyd i skandinavisk metal med de elektroniske genrers dystre atmosfære. Tight, aggressivt, melodisk og atmosfærisk er nøglebegreberne i deres lyd. Inspirationskilderne strækker sig fra Meshuggahs polyrytmiske og synkoperede univers, over de melodiske aspekter i Soilwork, til de dystre og slæbende elektroniske klangbilleder, man finder hos Massive Attack og den brasilianske samplekunstner Amon Tobin, for slutteligt at ende op med en slags Industrial metal i Fear Factorys ånd.

SIC blev (mis)dannet og muteret på et af verdens mest isolerede steder, Færøerne, i 2002. I 2009 tog SIC på sin første ”full-scale” tour sammen med de danske sværvægtere Hatesphere. SIC spillede over 50 shows på knapt 2 måneder hvor første halvdel var med Hatesphere. På samme tour åbnede SIC også 2 gange for de franske legender Gojira. Den anden halvdel af tournéen var SIC co-headliners på tæt på 20 shows i Storbritannien med forskellige lokale bands som Attica Rage og Ten Ton Dozer og andre. Gennem hele tournéen udviklede SIC sig til et massivt live band der aldrig taber pusten på scenen og det blev anerkendt med det samme af fans over hele Europa. I 2011 udgav SIC deres andet album ”Fighters They Bleed” via Mighty Music / Target Distribution.

VOLA er opdagelsesrejsende i lyd. Kvintetten skyder regnbuer ned fra himlen, spænder dem på ryggen, og bærer dem med sig ind i en sort/hvid verden, hvor kontraster skyder op som surrealistisk arkitektur. En proces, der lader udefinerbare men farverige væsener stå tilbage i lydbilledet. VOLA blander mørklagte guitarer, kradsende synthfigurer og evigt groovesøgende trommer, med svævende vokalharmonier og indslag af knitrende elektronik. På afstand en mangearmet og svært tilgængelig eksistens, men også en eksistens du kan lære at kende, hvis du tør nærme dig og bevæge dig med rundt i lydlandskabet. Det er ikke for alle, men muligvis for dig.