Log ind / Opret

Ekkozone & lydkunstbiograf - Ekkozone / Holm & Gram-Hanssen / Meldgaard

09 nov 2016 kl. 19:00 - 23:00

Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, 1420 København


Det virtuose perkussionensemble Ekkozone møder to progressive danske komponister med vidt forskelligt opdrag, når Christianshavns Beboerhus forvandles til et ægte lydparnas, der forener ny kompositionsmusik og eksperimenterende lyd med værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Johs Lund. Den lille biografsal byder samme aften indenfor til lydkunstbiograf med de spirende lydkunstnere Alexander Holm & Felia Gram-Hanssens værk Folded Earth / Double Exposure. Komponist Anders Lauge Meldgaard (Frisk Frugt) står bag DJ-pulten mellem koncerterne.

Ekkozone med den danske perkussionist Mathias Reumert i spidsen har de sidste år markeret sig som bannerfører for klassisk avantgarde, minimalisme og crossover-projekter. Ensemblet gav sin første koncert i 2013, hvor de opførte kompositioner af Per Nørgård og Toru Takemitsu og gav senere samme år en serie maraton-koncerter, der hver fokuserede på en enkelt komponist, heriblandt Karlheinz Stockhausen, György Ligeti og Karsten Fundal. Siden har ensemblet taget favntag med nogle af de største moderne komponister.

Denne festivalaften kaster Ekkozone sig over avantgarde-musikkens grand old man Pelle Gudmundsen-Holmgreen og hans værker Body and Soul fra 2011 og Plateaux pour Deux – sidstævnte skrevet i for cello og båthorn i 1970. Herefter spiller det virtouse perkussionensemble den eksperimenterende saxofonist og komponist Johs lunds værk 28. Johs Lund er del af kunstnerkollektivet yoyooyoy og beskæftiger sig primært med lyd og performance. I 2010 var han med til at starte det kompromisløse spillested Mayhem i København, som er en internationalt anerkendt scene for eksperimenterende musik. Siden er Mayhem blevet en integreret del af Lunds måde at arbejde med kunst og musik på, da de på stedet ikke kun huser koncerter, men også skaber grobund for den eksperimenterende musiks udvikling.

Værket 28 er noteret i et særligt grafisk partitur, hvor nedskrevne, simple melodier og et par få retningslinjer i form af tekst potentielt kan skabe alt fra hektisk freejazz til multiharmonisk moderne klassisk musik. Musikken er bygget på idéen om at lade musikerne forholde sig frit til melodierne ved kun at give dem få simple anvisninger; alle musikere læser den samme node uanset instrumentets stemning, hvormed der opstår en åben og dynamisk klang, som skaber en sfærisk flade af harmonisk virvar. Oprindeligt er musikken skrevet til et 28 personers marchband, men opføres denne aften i et særligt format for klarinet, basklarinet, violin, cello, perkussion og vibrafon.

Lyt i mørket i lydkunstbiografen
Gå samme aften på opdagelse i Christianshavns Beboerhus’ fine biografsal, hvor G((o))ng Tomorrow i samarbejde med Københavns Radiobiograf præsenterer de spirende danske lydkunstnere Alexander Holm og Felia Gram-Hanssen, som denne aften vil spille deres lydværk Folded Earth / Double Exposure som de i foråret udgav på kassettebånd. Værket udgøres af to suiter – Exposure I (Water colours) og Exposure II (types of flow) – der er opbygget af knitrende reallyde og udstrakte synthesizerdroner og danner helt klare billeder på nethinden. Luk øjnene og forsvind ind i lyden af jordens bølgende, brusende elementer. Folded Earth / Double Exposure bliver afspillet tre gange i løbet af aftenen med præsentation af de to kunstnere.

Få en forsmag på suiten Exposure I (Watercolours) her: F.Gram-Hanssen & A.Holm – Exposure I (watercolours)

19.00, 19.30, 21.30 Felia Gram-Hanssen & Alexander Holm Folded Earth / Double Exposure

20.00 Johs Lund & Ekkozone
Pelle Gudmundsen-Holmgreen Body and Soul
Pelle Gudmundsen-Holmgreen Plateaux pour Deux
Johs Lund 28

DJ Anders Lauge Meldgaard

Ekkozone kl. 20.00

Salg lukket


A. Holm & F. Gram-Hanssen kl. 19.00

Salg lukket


A. Holm & F. Gram-Hanssen kl. 19.30

Salg lukket


A. Holm & F. Gram-Hanssen kl. 21.30

Salg lukket