Log ind / Opret

Everything is Important - Arditti / Walshe / Worsaae / May & Maier

04 nov 2016 kl. 19:30 - 23:00

KoncertKirken Blågårds Plads amba, Blågårds Pl. 6A, 2200 København


ÅBNING 2016! Træd ind i en kunstnerisk hybrid-verden af film, musik og performance i multikunstneren Jennifer Walshes store værk Everything is Important. Hun åbner G((o))ng Tomorrow sammen med den verdensberømte Arditti String Quartet, som også opfører musik af John Cage og Nicolai Worsaae. Performance- og lydkunstnerne Ragnhild May og Stefan Maier sætter sidst på aftenen flere af kirkens rum og dets orgel i svingninger med synthesizere, store subwoofere og hjemmebyggede orgler. Oplev performance, lyd, psyke og kirkens akustik gå op i en højere enhed.

Arditti String Quartet har med over fyrre års erfaring stadfæstet sig som en af verdens bedste strygekvartetter såvel som pionérer og bannerførere for den nyeste musik. De har siddet i hver sin helikopter roterende over Amsterdam, da de i 1995 uropførte Karlheinz Stockhausens legendariske helikopterværk, og de har opført den nyeste musik i samarbejde med komponister som John Cage, Sofia Gubaidulina og Brian Ferneyhough.

Når kvartetten gæster KoncertKirken i november er det bl.a. med Københavns-premiere på det spektakulære værkSquawk for strygekvartet, video og elektronik af den danske komponist Nicolai Worsaae. Et værk som bl.a. udmærker sig ved, at musikerne sidder inde i en stor kasse på scenen – en kasse som samtidig fungerer som filmlærred. Også ikonet John Cage er programsat ved koncerten, hvor Arditti opfører værket Four, som Cage skrev til kvartetten i 1989. Værket er en del af Cages sene ’number-pieces’ – en række ’tilfældighedsværker’ – navngivet efter antallet af medvirkende musikere.

Glæd dig desuden til opførelsen af Everything is Important ─ et værk af den irske filmskaber, komponist og performer Jennifer Walshe, hvor Walshe selv står på scenen sammen med Arditti String Quartet. Walshe har udviklet en helt unik, kunstnerisk hybrid-verden, hvor film, musik og performance går op i en højere enhed og skaber en fjerde dimension. I det 40 minutter lange værk tager hun pulsen på 2016: Klimaforandringer, finansiel ulighed og mørkets eufori kommer under kærlig og munter behandling, såvel som spørgsmålet om hvordan det er at leve i en tid, hvor internettet er integreret i vores liv på samme måde som elektriciteten eller postvæsenet, uden at vi helt er sikre på, hvad vi skal bruge det til, eller hvordan vi skal forholde os til dets konstante forandringer. Glæd dig til at opleve Walshe og Arditti-kvartetten i fælles improvisation, filmoptagelser fra nukleare bunkere og en stemme, der både lyder som en solstorm og en køkkenvask.

Anden del af aftenen byder på et spritnyt performanceværk skabt til KoncertKirkens rum med udgangspunkt i orgelet som instrument – her er det både kirkens orgel og hjemmebyggede mikrotonale orgler i kombination med modulare synthesizere, som kommer i spil. I værket udforsker komponisterne Ragnhild May og Stefan Maier psykoakustiske fænomener som ‘binaural beating’, differenstoner og ’second order beats’ – toner, der perciperes, som resultat af neurale processer i hjernen ved højfrekvente rene toner.


19.30 Jennifer Walshe & Arditti String Quartet
Nicolai Worsaae Squawk
John Cage Four
Jennifer Walshe Everything is Important

22.00 Ragnhild May & Stefan Maier

Billet 4.11.16

Salg lukket


Studerende 4.11.16

Salg lukket