Log ind / Opret

Færø-kulturaften i Borup Kulturhus på Midtsjælland

29 sep 2017 kl. 18:00 - 22:30

Borup Kulturhus, Møllevej 2, 4140 Borup


Færø-kulturaften i Borup Kulturhus fredag den 29. september.

En af Færøernes mest centrale kulturpersonligheder for tiden, maleren Bárdur Jákupsson, udstiller og fortæller om sine billeder og færøsk kunst i Borup Kulturhus. Senere på aftenen giver den færøske guitarist, sanger og sangskriver Stanley Samuelsen koncert sammen med sin datter Astrid. Endvidere sørger en kok for, at der bliver bliver buffet med bl.a. lam og kylling.

Lidt om kunstneren Bárdur Jákupsson: Den dramatiske natur er et tilbagevendende motiv i billedkunsten på Færøerne. Således også hos maleren Bárdur Jákupsson. Han begyndte som en mere naturalistisk maler, end han er i dag, hvor hans store landskabsbilleder fremtræder som abstraktioner over den færøske natur. Han inspireres blandt andet af fuglefjeldene uden af den grund at male konkrete fugle. Man fornemmer alligevel tilstedeværelsen af fugle i de flimrende helheder, som udgør virkeligheden i hans billeder. Billedet er i heftig bevægelse og under stadig forvandling, lige som den færøske natur.

Bárdur Jákupsson er en central skikkelse i det færøske kulturliv som lærer, arrangør af udstillinger, kritiker, organisator, som direktør gennem en årrække fra 1978 for Færøernes kunstmuseum, Listasavn Føroya, i Tórshavn og som medlem af diverse råd. Som forfatter, har han blandt andet udgivet et værdsat oversigtsværk om færøsk kunst. Desuden er han anerkendt frimærkekunstner.

Lidt om Sangeren Stanley Samuelsen: Han har været international artist i mere end 20 år, og har fejret sit 50 års jubilæum som scenekunstner. Stanley Samuelsen er født på Færøerne, men har boet hele sit voksenliv i Danmark.

På Færøerne er Stanley Samuelsens musik folkeeje, og han har modtaget flere nomineringer og kunstpriser i Danmark og på Færøerne. Han har udgivet 7 albums med sin egen musik, og har solgt mere end 10.000 albums.

Hans musikalske univers er stille ballader med tempofyldte variationer. Temaerne er kærlighed, tab, naturens kræfter og menneskets navigation gennem livet. Stanley synger både på dansk, engelsk og på færøsk.

Færø-kulturaftenen er et fællesarrangement mellem Skovbo Kunstforening og Kulturforeningen i Skovbo Denne gang er det et arrangement med store færøske samtidskunstnere.

Arrangementet begynder kl. 18.00. Pris 250,- kr., der er inkl. udstilling, foredrag ved Bardur Jakupsson, koncert med Stanley Samuelsen og hans datter Astrid Samuelsen samt buffet med bl.a. lam og kylling.

Af hensyn til madbestillingen slutter billetsalget mandag den 25. september.

Se yderligere på www.kulturis.dk

Der vil være en åben fernisering i Kulturhuset kl. 16 - 17.30, hvor kunstneren vil være til stede.

Ticket 382043

Salg lukket