Grarup Allstars

30 nov 2018 kl. 20:00 - 23:45

Underværket, Stemannsgade 9c, 8900 Randers


Allstars er en betegnelse for en konstellation, der udelukkende består af stjerner, og sådan er det helt sikkert for det danske topnavn Grarup Allstars, hvor hvert enkelt medlem er absolut stjerne på sit felt. Bandet optræder hos Bluesnight Randers på Underværket fredag den 30. november kl. 20.00.

Margrethe Grarup er en af Danmarks og måske Skandinaviens allerbedste soul- og bluesvokalister. Uffe Steen er bare den elegante og teknisk meget dygtige guitarist med en stort overskud af både vellyd og lækre riffs. Palle Hjorth er Palle Hjorth - på keyboards en ener, der kun matches af ganske få. Niels Mathiasen betjener sin saxofon i verdensklasse, så den ikke alene kan høres, men også mærkes. Og så er der en rytmesektion med Esben Bach (trommer) og Niels Nello Mogensen (bas), som kender hinanden, de andre musikere og musikken til bunds og ud i alle detaljer. Det bliver ikke bedre. 

Det yderst kompetente Allstars-band har altså samlet nogle af de mest eminente musikere fra den absolutte elite inden for dansk soul- og bluesmusik. Det er et band, hvor ikke kun frontvokalisten er i centrum, men hvor hver enkelt musiker får sit spot i rampelyset og gør koncerten til en uforlignelig oplevelse. Hvis det da går, som det er gået de andre steder, hvor Grarup Allstars har optrådt.

Og det gør det. Koncerten med Grarup Allstars er bevidst lagt som optakt til julemåneden, så alle kan træde glade og opløftede ind mod højtiden. Det bliver bare så meget lettere at købe julegaver, når den første af slagsen er den, du har købt til dig selv, nemlig en billet til Bluesnight fredag 30. november. Forsalgsprisen er kr. 180 (plus administrationsgebyr). Ved døren sælges eventelle resterende billetter til kr. 210, og der er som altid medlemsfordele ved indgangen - uanset om du har købt i forsalg eller først ved døren. Er du ikke medlem, så kan du blive det ved at kontakte Bluesnight fra hjemmesiden www.bluesnight.dk.

Paid Ticket

DKK 180,00 + DKK 18,49 gebyr