Grouper (US) - få billetter

23 okt 2018 kl. 20:00 - 24 okt 2018 kl. 22:00

Alice, Nørre Allé 7, 2200 København


Dørene åbner kl. 19.00 / Unumm. siddepladser

Grouper gæster ALICE med to intime koncerter 23 og 24. oktober. Forvent atmosfæriske klaverkompositioner mellem skrøbelig sangskrivning og mørk ambient fra den amerikanske kunstner, der er aktuel med det roste album 'Grid of Points'. Bemærk, at koncerterne er med siddepladser og begrænset antal billetter.

For tre år siden gav amerikanske Liz Harris under sit alias Grouper en særdeles stemningsfuld og knugende koncert i et bragende udsolgt Jazzhouse. En koncert, der fuldt ud levede op til hendes status som ypperstepræstinde for dyster og ambient sangskrivning. Nu vender hun tilbage til København med to intime koncerter på ALICE

At Liz Harris har baggrund som billedkunstner fornemmes i hendes hypnotiske musik, der er som et landskab, lytteren kan træde ind i. Smukt og drømmende, men også med en dyster baggrundsstøj. Siden 2005 har Harris som Grouper udsendt en række hjemmeproducerede udgivelser, men det var ikke mindst med 2008-albummet 'Dragging a Dead Deer Up a Hill' (Kranky) at hun slog sit navn fast i bredere kredse.

I 2014 cementerede hun positionen som en af vor tids mest interessante kunstnere med albummet 'Ruins' - et album, der var at finde på mange af 2014s toneangivende lister over årets udgivelser. Det nyligt udsendte album 'Grid of Points' blev til under en intens og feberramt skabelsesproces kort tid efter udgivelsen af 'Ruins'. Albummet byder på et nøgent og intimt lydbillede funderet på piano og vokal. Men de mørke understrømme og dystre stemninger, som man kender fra Grouper, er absolut intakte. Som Undertoner konkluderer om albummet: "Det er en stemning, der kan virke både fremmedgørende, deprimerende og skrøbeligt smuk, men man kan næppe forestille sig en bedre kurator end Harris på turen."

ALICE byder indenfor til to stærke og poetiske aftener med den fascinerende kunstner, hvis smukke univers er som skabt til efterårsmørket i oktober.

Sagt om 'Grid of Points':

"Harris has built a firmly underground (yet intensely powerful) career out of exposing the very core of her being to the elements. Grid of Points is the sound of what’s left after the winds have subsided. It’s astonishingly beautiful and astonishingly, painfully real." - Drowned in Sound

"Every track on Grid Of Points is captivating." - The Quietus

Entré 23/10

DKK 208,00 + DKK 12,00 gebyr


Entré 24/10

DKK 208,00 + DKK 12,00 gebyr