Jeg er ikke min sygdom – fortællinger om at ville leve og være ung

07 sep 2018 kl. 10:00 - 11:00

Edison Teatret - C:NTACT Fonden og anneksscene til Betty Nansen Teatret, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg


Har du ligget i koma i 300 dage – bliver du nogensinde så panisk angst, at du ikke kan røre dig – ved du aldrig, hvornår du bliver indlagt næste gang?

Ikke alle får lov at opleve en almindelig ungdom. Mens de fleste unge hænger ud med vennerne og går til fester, må nogle leve et liv som konstant sættes på standby af indlæggelser og nye behandlinger. Mød nogle af disse unge, som fra scenen fortæller om kampen for en ungdom og livet med en sygdom, der ikke kan ignoreres.

"Jeg ved ikke hvad fremtiden vil bringe så jeg har ingen drømme om hvad jeg vil med mit liv. Jeg fokuserer kun på her og nu" – Laura, som lever med pludselige og voldsomme smerteanfald.

Ungdommens Røde Kors og C:NTACT præsenterer forestillingen ’Jeg er ikke min sygdom – fortællinger om at ville leve og være ung’, som handler om sygdomsramte unge. Nogle har en psykisk lidelse, andre en somatisk, men fælles for dem alle er, at de har haft en helt anden ungdom end de fleste. Meget af det, raske unge tager for givet, er uopnåelige drømme for disse unge. Med disse historier inviterer de unge os ind i en anden virkelighed, og prøver at få os til at se deres verden i et nyt perspektiv.

”Lige der tænker jeg ikke på, at der er et andet menneske der lige er blevet dræbt. Måske i et trafikuheld. Måske en ung fyr ligesom mig som har levet det vilde liv. Et andet menneske med sunde nyrer som måske selv har valgt at blive organdonor” – Karsten, som fik nyresvigt som 23-årig.


Instruktør: Runi Lewerissa

Projektleder: Leonora Wulff-Jørgensen

Produktionsassistent: Sasja Tjerrild

Ide og koncept: Henrik Hartmann

Målgruppe: Erhvervsskoler, produktionsskoler, gymnasieelever og folkeskoleelever fra 7. klasse og op

Produceret af C:NTACT og Ungdommens Røde Kors i partnerskab med Egmont Fonden

Gratis

Salg lukket