Koncert i kapellet: KantateKollektivet

14 okt 2018 kl. 15:00 - 16:30

Bistrup Alle 34, 4000 Roskilde


Sct. Hans Have og Culture Conduct præsenterer: Koncert i Kapellet med KantateKollektivet

KantateKollektivet er et barokensemble etableret og ledet af cembalist og organist David Bendix Nielsen. Ensemblet består af unge professionelle musikere med en helt særlig passion for barokmusikken og dedikerer deres sammenspil til primært at opføre kantater af barokkens mestre – især J.S. Bachs musik. Ensemblets navn indikerer ikke blot begejstring for kantateformen, men også den kollektivistiske tanke om at ensemblet kan skifte størrelse og besætning alt efter behov. Til koncerten i Kapellet i Sct. Hans Have tager KantateKollektivet form som trio og spiller skøn barokmusik for cembalo, violin og cello: ”vi spiller på instrumenter, der stemmer som de gjorde i barokken. Musikken får en særlig varm klang, som er meget passende til en intim kapelkoncert på en efterårsdag i Roskilde” fortæller David Bendix Nielsen. 

Om musikerne

David Bendix Nielsen er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Bine Bryndorf og studerer i solistklassen hos Hans Fagius, hvorfor han debuterer i 2019. David er født på Fyn, men opvokset i Ungarn, hvor han fik sin grundlæggende musikalske uddannelse. David har tidligere været organist i Frederiksborg Slotskirke og Holmens Kirke og er for tiden ansat som organist i Roskilde Domkirke. Tidligere i år modtog David den fornemme Leonie Sonnings Talentpris. Han har desuden deltaget i masterclasses hos Olivier Latry og Hans-Ola Ericsson, samt deltaget i internationale orgelkonkurrencer i både USA, Østrig og Canada.

Trioens cellist Nicole Hogstrand er fra Sverige, og uddannet og aktiv udøvende musiker i København. Hendes baggrund er rodfæstet i klassisk- og tidlig musik, men hun er også velbevandret inden for andre musikalske områder, såsom samtidsmusikken, improvisation, free jazz, avantgarde, pop, teater og ikke mindst komposition. Nicole optræder ofte som solist og i andre ensembler, foruden KantateKollektivet.

Tinne Albrectsen er en alsidig professionel violinist, der siden diplomeksamenen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har bevæget sig ubesværet mellem forskellige genrer fra den klassiske til den rytmisk/improvisatoriske - og senest brokmusik på originalinstrumenter. Hun er i dag en af vore mest erfarne og aktive barokviolinister, medvirker i barokorkestre som Camerata Øresund og Concerto Copenhagen, ligesom hun er en anerkendt kammermusiker og violinsolist. Hun er kendt for sit udtryksfulde spil, som bringer liv og skønhed i de gamle mesterværker.

Billet

Salg lukket