Michelle Hviid fortæller Røverhistorier (Esbjerg)

19 apr 2018 kl. 19:00 - 21:00

atelier v. Rene Holm, Rolfsgade 166, Baghuset, 6700 Esbjerg


Røverhistorier - om et halvt liv helt levet

Jeg fortæller historien om dengang jeg stak til søs i min studenterhue, og ikke særlig meget andet, for at sejle verden rundt. Jeg nåede kun til en bådmandsgynge i Marstal, men manden var smuk og således startede min voksenliv. Det var også i de dage den fuldstændig vanvittige historie, om hvordan jeg endte på Roskildefestivallen i en balkjole og høje hæle med en promille på ca. 8, fandt sted.

Vil i høre den om verdens smukkeste brasilianer, som jeg har glemt navnet på, men som elskede mig i en hel weekend, men som om søndagen, da jeg skulle hjem, kikkede mig dybt i øjnene og sagde "I love my mother". Det havde han stående på en seddel og det var det eneste han sagde til mig, som jeg kunne forstå.

Og måske er mine børn blevet gamle nok til at de sociale myndigheder ikke orker at fjerne dem, og så kan jeg fortælle den komplet vanvittige historie om dengang jeg stak af fra en (meget stor) hotelregning på Den Dominikanske Republik. Jeg forestiller mig stadig at der hænger "Wantet" postere af mig på lygtepælene.

Jeg garanterer at det hele er ubrugelig viden, til gengæld er det fuldkommen formålsløst. Det værste der kan ske, er at du kysser en fremmed på vej hjem eller ser dig selv male stuen lila dagen efter. Du ved, tager sindssyge chancer (eller lader være), alt efter behov.

Min plan er at tale i 2 timers tid. Jeg forestiller mig at det bliver virkelig sjovt. Lommelærker, hovedpuder og gavmilde gaver er velkomne. Og når ja, så elsker jeg at svare på spørgsmål. De bliver også svaret med en røverhistorie, fra et halvt liv - helt levet.

Kh

Michelle (Medbring selv drikkevarer)

Billet

Salg lukket