Log ind / Opret

Pede B & DJ Noize releasekoncert UDSOLGT @ Pumpehuset

02 apr 2016 kl. 20:00 - 03 apr 2016 kl. 02:00

Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København V


Efter successen med albummet ”Byggesten”, er Pede B og DjNoize allerede ved at være klar med et nyt album. Det kommer til at hedde ”Gin & Cocio” og udkommer den 18. marts. Lørdag den 2. april fejres dette med en releasekoncert i Pumpehuset.

Hvor Pede B på de seneste albums har koncentreret sig om personlige historier, er ”Gin & Cocio” en lang, fiktiv historie, der handler om hovedpersonen Williams oplevelser gennem én weekend. I løbet af de tre dage bliver han ufrivilligt involveret i en række mindre lovlige aktiviteter alt imens han prøver at balancere forholdet til pigen Ella. Albummet kredser i særlig grad om de konsekvenser vore handlinger kan have for pårørende og vores omgangskreds.

- ”Byggesten” var et tungt album at skrive, og jeg havde virkelig brug for at lave noget helt andet. Det har været et super fedt benspænd at skrive et helt sammenhængende album, og jeg er virkelig, virkelig glad for, hvordan ”Gin & Cocio” er endt med at lyde. Albummet handler om mennesker, hvis liv og problemer vikles sammen - selvom de ikke umiddelbart passer sammen (præcis som gin og kakaomælk), udtaler Pede B.

På det kommende album har Adam Sampler og Pede B’s mange årige backup-rapper Luxxx været producere sammen med DjNoize.

- I modsætning til de seneste albums, som jeg arbejdede med når tiden passede, var jeg med det nye album nødt til at færdiggøre teksterne som et sammenhængende værk. Det betød også at jeg ikke delte de endelige tekster med nogen som helst før et par dage inden vi skulle i studiet. Det var enormt nervepirrende at rappe hele albummet fra ende til anden for Noize, Adam og Luxxx for første gang, Det har jeg aldrig prøvet før, afslutter Pede B.

Pede B har i mange år været en central person på den danske rap- og hiphopscene. Især kendt for sine freestyle evner. Men med ”Byggesten” fik Pede B velfortjent anerkendelse fra et bredere publikum. Det resulterede bl.a. i en lang koncerttour med over 20 jobs i foråret 2015 og en koncert på årets Roskilde Festival, hvor pressen nærmest enstemmigt skrev, at det var en af de bedste koncerter.

Til marts bliver det tid til at nyde en omgang ”Gin & Cocio” med Pede B.

Billet

Salg lukket