Sofia Hedia m. band

14 mar 2019 kl. 20:30 - 22:30

Islands Brygge 18, 2300 København


Kampen for at redde parforholdet og fastholde drømmen om den lykkelige familie skaber fortællingen på Sofia Hedias nye album. Poetisk, personlig pop på dansk, produceret med varm minimalisme. Drømmespind er på gaden 25. januar.

Drømmespind er et tematisk album, hvor alle sangene koncentrerer sig om parforhold og drømmen om den lykkelige familie. Ud fra meget personlige oplevelser fortæller Sofias sange om kampen for at holde sammen på en lille familie, selvom ingenting er, som det skal være. Om at gøre sig fri af det drømmespind, som slører den egentlige virkelighed. Og om at komme ud på den anden side, hvor drømmen er gået i stykker og udsynet er et andet.

”Parforhold er crazy, det kan få de vildeste dæmoner frem i os, liv og død. Jeg har kæmpet fuldstændig vildt for mit eget ægteskab. Som skilsmissebarn har jeg altid bare villet den der far, mor og børn-idyl, som jeg så, de andre havde. Men jeg kæmpede for længe, jeg tillod for meget smerte. Jeg blev forblændet af en drøm, der holdt mig fanget. Til sidst var der ikke mere liv tilbage i mig, jeg måtte sande, at jeg var alene om at kæmpe og gå. Undervejs er de her sange blevet til i et forsøg på at rumme livet,” fortæller Sofia.

Drømmespind er Sofias andet album, og der er sket meget siden debuten Hudløs. Sofia har sammen med producer Aske Bode skabt et minimalistisk udtryk på Drømmespind, som lader melodierne eksponere deres styrke under Sofias varme vokal. Teksterne har deres følsomme udgangspunkt, men de er også blevet renere i deres form, i deres bevægelse mellem konkreter og talesprog og poetiske, metaforiske lag.

Singlerne Fly og Spøgelser fra det kommende album er allerede ude, og den 11. januar udkommer singlen Mand.

Sofia mødte den mand, hun blev gift med, da hun var 19 år. Et ægteskab, en datter og 13 år senere, var de nød til at gå fra hinanden. Mand er fortællingen om at blive voksne sammen, men aldrig at vokse, sammen.

”Det er en sang, der nærmest skrev sig selv. Jeg tror, det tog en halv time,” fortæller Sofia. ”Den er født af tanken om, om det kan lade sig gøre at skabe et nyt forhold sammen med det samme menneske, som man har kendt så længe. Kan man finde sig selv som kvinde/mand og møde den, man har kendt som pige/dreng på ny – kan det overhovedet lade sig gøre at blive sig selv, blive voksen og blive sammen?”

Sofia har arbejdet på albummet sideløbende med, at hun har spillet med i både Ida Nielsens og Søren Huss’ livebands. I foråret 2019 tager hun på DK-tour med eget band.

Drømmespind er ude på alle digitale platforme den 25. januar 2019 via DME.

Billet

DKK 80,00 + DKK 5,50 gebyr