Vinterbyhaven: Værket + Elisha + Takykardia + Glød

01 feb 2019 kl. 19:00 - 02 feb 2019 kl. 02:00

Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København


For fjerde år i træk hives Byhavens kulørte lamper, borde og bænke og masser af lunende sommervibes indenfor i Pumpehuset for en aften til Vinterbyhaven 2019. Vi er umanérligt stolte af årets musikprogram, der leveres af progrockerne Værket, RnB-fænomenet Elisha, tripsoul-gruppen Takykardia og de funkpoppede Glød. 

I løbet af aftenen vil du også kunne hygge dig med byhaveklassikeren bingo, hvor der er koncertbilletter og våde varer på højkant. Derudover inviterer vi på vores rygeterrasse til syng-med-udskejelser i form af sommerens store byhavehit, nemlig karaoke. Her kan du, foruden at føle dig som en popstjerne, også synge dig til fantastiske præmier. 

Værket
Progrocken er slet ikke død. Det viser Værket bevæbnet med tværfløjte, storladenhed og komplekse sangstrukturer, der har genoplivet og ikke mindst fornyet 70’ernes udskældte genre. Værket udgav i efteråret 2018 “Young Again”, der er en 3-numres tour de force udi genialt sammenspil og kompositorisk overlegenhed.

Elisha
Med moderne, soulet RnB og en uhørt smooth stemme viser Elisha sig som en af Danmarks mest spændende musikere lige nu. Det har P3 også opdaget og i foråret 2018 var Elishas ørehængende single “All Night” Ugens Uundgåelige. Siden er debut-EP’en “Remedy” kommet på gaden, hvor Elisha fortsætter med at imponere til trods for sin blot 22 år.

Takykardia
I februar 2018 udgav trekløveret Takykardia deres selvbetitlede EP, hvor de på vanvittig smuk vis forener triphop og soul. Med Luna Matz’ forførende vokal i front for Takykardias legesyge, musikalske univers har de høstet den ene velfortjente anmeldelse efter den anden. Desuden er to af sangene fra EP’en med i den hypede danske film “HOLIDAY”. Bandet arbejder netop nu på nyt materiale, som vi forhåbentlig får fornøjelsen af at høre live til Vinterbyhaven.

GLØD
Den purunge københavnske kvintet Glød serverer ekstremt charmerende funkpop. De balancerer hele tiden mellem afdæmpet melankoli og en underspillet vildskab. Med noter af jazz, funky rytmer og forsanger Karl Meyers halvflabede vokal viser Glød, at de er et virkelig interessant bekendtskab at følge i fremtiden.

Vinterbyhaven 2019

DKK 160,00 + DKK 12,00 gebyr