Gennem ni forelæsninger og samtaler undersøger Eksistensfilosofisk Akademi og LiteraturHaus, hvordan mennesket kom sådan i uføre med verden.

Vi afslutter undersøgelsen 17. maj i selskab med Lars Tønder under overskriften 'Det antropocæne: en ny tidsalder?'

Selvom den antropocæne tidsalder sidestiller menneskene med andre naturkræfter som tyngdekræften og elektromagnetismen, er det tydeligt, at dette ikke har gjort os til jordens eneherskere. Just som vi tror, at vi har overvundet naturens begrænsninger, svarer den nemlig tilbage med fornyet styrke – gennem ustabile vejrmønstre, nye mutationer og meget andet. Hvordan skal vi forstå dette paradoks, og hvilken betydning har det for demokrati og politisk organisering? I denne forelæsning undersøger jeg dette spørgsmål med udgangspunkt i teorier om sværmende selvorganisering og nymaterialistisk filosofi, der alle bryder med modernitetens forestilling om menneskets forrang. Forelæsningen vil også trække tråde tilbage til nogle af de tidligere bidrag i forelæsningsrækken, særligt Spinoza, vitalismen og naturlæren. For som den italienske filosof Emanuele Coccia siger, er det kun gennem planter og andre former for ikkemenneskeligt liv, at vi kan forstå, hvad det vil sige at være i verden.

Om 'Mennesket i uføre':

Da det moderne subjekt træder ind på scenen, bliver naturen til kulisse for den menneskelige handling. Nu er der tæppefald. Kulisserne vakler. Materialiteten dirrer.

Det moderne maskespil afsløres for det der er: hovmod.

Netop fordi vi befinder os i en tid, hvor subjektets almægtighed så tydeligt viser sig i al sin afmægtighed, begynder vi forelæsningsrækken midt i subjektets tilsynekomst i sin moderne form. Hvorledes træder det ind på scenen og præsenterer sig? Og hvorledes er det filosofisk og litterært omdrejningspunkt og springbræt for kritik gennem det nittende og tyvende århundrede?

Vi kan ikke andet i denne tid end at spørge til, hvorledes vi er havnet i sådan uføre med verden - og hvilket bedre sted at sætte denne retssag end lige midt i vores trang til at skabe os selv og verden? I rækken vil ikke blot det moderne subjekt være centralt, men det er centralt, at det er med. For så vidt litteratur og filosofi bestræber sig på at udsige noget, er det allerede i sin bestræbelse ude over sig selv. Det er her, vi tager fat.

Måske har det noget at gøre med forskellen mellem at vedrøre noget og at røre nogen. Det er unægteligt, at tanken kommer allermest til live dér, hvor den opgiver sin egen bemægtigelse og ikke længere bare vedrører, men rører.

Tør vi nu endelig træde ind på en scene, der ikke er sat for os?

Dørene åbner kl. 18.00 Baren er åben til kl. 22.00

Alle datoer:

Del 1 - Scenen sættes

15. marts: Hans Fink - Spinozas aktualitet

22. marts: Steen Brock - Menneskets og naturens morfologi

29. marts: Stine Zink Kaasgaard - Hinsides Enten-Eller

5. april: Oliver Kauffmann - Bergson. Livets kraft og bevidsthedens varen

Del 2 - Kampen udspiller sig

19. april: Rebecca W. Lund - Feministisk opgør med antropocentrisme

26. april: Martin Hauberg-Lund - Noumenal horror og kosmisk pessimisme: H.P. Lovecraft som (litterær) naturfilosofi

3. maj: Niels Albertsen - Det jordligt forbundne menneske i uføre - Bruno Latours diagnose

10. maj: Jon Auring Grimm - Naturens musikalitet: Resonans og dissonans i det antropocæne

17. maj: Lars Tønder - Det antropocæne: en ny tidsalder?

Støttet af Statens Kunstfond