Den filosofiske tanke må søge sine egne og sprogets grænser, hvorfor den ofte har ladet sig udfolde litterært. Læser man ikke også Platon, Nietzsche eller Camus litterært, læser man dem kun halvt eller slet ikke.

Mødet – eller de udviskede grænser – mellem filosofi og litteratur er en gammel historie. En historie, der naturligt kan få os til at rejse spørgsmålet: hvilken kilde næres begge genrer af? Hvad andet end eksistensen, livet, døden og det der udspiller sig derimellem. Nok forviste Platon digterne fra byen, men han sneg dem med dialektisk snilde ind igen. Og selvom de måske i stor stil har forladt den universitære fagfilosofi, rumsterer de stadig i den levende filosofiske tænkning.

I denne forelæsningsrække tager Eksistensfilosofisk Akademi fat på eksistensen via dette møde mellem litterær og filosofisk skaberkunst.

Skabelse og splittelse: Inger Christensen, Nietzsche og Bataille

I digtsamlingen ”Det” udfolder Inger Christensen en poetisk ontologi, der starter fra verdens (og sprogets) folden sig ud mod en stadig større opsplittelse af sig selv. Dette gør sig også gældende i digtsamlingen ”Alfabet”, der er skrevet efter vækstprincipper, der nødvendigvis må brydes og hvilket resulterer i atomets og subjektets brydning. I en vis forstand virkeliggør hun Nietzsches dom over metafysikken ”at den må blive æstetisk” og hun lader også til at være inspireret af Georges Bataille’s tanker om vækst, kontinuitet og diskontinuitet.