1949: Hans Hedtoft og Danmarks vej til NATO

30 jan 2019 kl. 19:00 - 21:00

Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde


Foredrag v. Poul Villaume, professor, Københavns Universitet

For Danmark var tilslutningen til Atlantpagten, den vestlige forsvarsalliance vi i dag kender som NATO, en svær og dramatisk proces, der blev helt afgørende for vores position under den Kolde Krig. Danmark var i klemme mellem de to stormagter, USA og Sovjet, bl.a. på grund af den geografiske placering ved Østersøen, midt imellem øst og vest. Det blev den socialdemokratiske politiker og statsminister Hans Hedtofts lod at styre Danmark gennem de intense forsvarsforhandlinger.

Foredraget afholdes på 70-års dagen for den begivenhed, der skulle blive helt afgørende for dansk udenrigspolitik under den Kolde Krig: Den 30. januar 1949 forliste planerne om et nordisk forsvarssamarbejde. Det var Hans Hedtofts store, politiske projekt. Det nordiske forsvarsforbund stod for Hedtoft som ”vor generations vigtigste opgave” – og han har senere udtalt, at noget i ham gik ”i stykker”, da forhandlingerne brød sammen. Han kæmpede for at finde en tredje vej i den eskalerende stormagtskonflikt mellem USA og Sovjet. Da det ikke lod sig gøre at fastholde en ikke-allieret udenrigspolitik måtte Hedtoft med en hurtig kursændring i stedet føre sit parti og sit land ind i det vestlige forsvarssamarbejde.

Professor og dr. phil, Poul Villaume fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet er ekspert i den Kolde Krigs historie, og foredraget er første arrangement i Roskilde Museums store Kold Krigs-program, der strækker sig over hele 2019.

Mellem Kreml og Coca-Cola – nedslag i den Kolde Krigs historie
Roskilde Museum sætter i 2019 spot på en af de største og mest komplicerede internationale konflikter i nyere tid med et arrangementsprogram om den Kolde Krig. Vi slår ned på hvert årti i den Kolde Krigs historie og markerer de vigtigste mærke-år. Her er plads til både de små historier fra hverdagen og de store, politiske konflikter. Til vores historier – og til jeres historier.

Billet

DKK 75,00 + DKK 10,61 gebyr