4. Episode, kl. 16: ”Den ensomme arvtager”

02 aug 2020 kl. 16:00 - 16:20

Billetter Gratis

Deltag med venner

Holstebro Kunstmuseum har i sommeren 2020 fornøjelsen af at præsentere Kunstteaters projekt Alle i Husene. Udstillingen vil danne scene for en serieforestilling bestående af seks episoder.

Hver episode varer 20 minutter og opføres på udvalgte datoer. Performerne kommer fra et bredt felt af discipliner, som indbefatter teater, cirkus, musik og klassisk sang. Sammen med en række talende skulpturer indtager de rollerne i en dramaturgisk fortælling, der udspiller sig i en foranderlig kunstscenografi. På skærme vil man i udstillingsperioden have mulighed for at opleve de tidligere forestillinger.
Læs mere om Kunstteater og Alle i Husene


NB! Antallet af billetter til forestillingerne er begrænset. 
Det er gratis at deltage ved forestillingerne efter betalt entré til museerne

***

ALLE I HUSENE
I udstillingen Alle i Husene følger vi indbyggerne i den lille fiktive by Husene. Byen blev grundlagt for 200 år siden, da en vandringsmand, som tidligere ikke havde haft held med at opdyrke land, i et syn så to kæmper. Kæmperne fortalte ham, at han skulle slå sig ned midt ude i ingenting og opdyrke jorden, hvilket han gjorde til stor morskab for folk omkring ham, da jorden, han købte, var notorisk ufrugtbar.

Ikke desto mindre spirede vandringsmandens frø, og frem voksede en roemark, som kom til at danne grobund for en civilisation, Husene. Siden da er byen vokset, og i dag er det Vinnie, syvende generation efter vandringsmanden, som ejer den roemark, der stadig økonomisk og identitetsmæssigt udgør kernen i Husene.

Episode 1-3 
vil blive tilgængelig i udstillingen på skærme forud for opførslen af episode 4. Læs recaps for alle episoder her

Recap, episode 4
Svale bor med sin familie i et lille hus ud mod markskellet. En aften bliver hun, som så mange gange før, hundset rundt med af sine syge familiemedlemmer, som både følelsesmæssigt og fysisk forventer sig meget af hende. Med sin nye viden om den ufrugtbare mark venter hun på, at de er faldet i søvn, før hun lister sig ud for at lede efter de få roer, der er tilbage i marken, for fortsat at kunne brødføde sin familie.

Da hun ud på natten vender hjem igen, må hun sande, at alle familiemedlemmerne er døde, mens hun var væk. Straks viser de to store kæmper sig for hende. Forsigtigt overlader Svale sine døde i kæmpernes varetægt, og de udbetaler hende en pengearv, før de igen forsvinder og efterlader hende alene med sin arv.