Æskeworkshop i Kamma Rahbeks ånd

26 sep 2020 kl. 13:00 - 16:00

Kamma Rahbek var en kreativ sjæl, som både udfoldede sig i æskeværkstedet og i den store have omkring Bakkehuset. Den kreative stemning bringer vi tilbage til huset, når Anne Rahbek holder æskeworkshop i Kamma Rahbeks ånd.

Kamma Rahbeks æsker af pap og papir gjorde hende berømt, da hun lavede dem for omkring 200 år siden. Mange af dem ligner til forveksling små metalæsker og blev lavet af fine papirmaterialer med miniaturemalerier, som blev klistret ind i lågene. Æskerne blev skænket bort som gaver til venner, familie og bekendte og de var indimellem forsynet med et lille brev, en hårlok eller noget andet, som understregede den personlige relation mellem æskens afsender og modtager. Æsken blev dermed både et vidnesbyrd om den personlige relation og et minde om den anden.

Med inspiration fra Bakkehusets værtinde Kamma Rahbek holder vi to kreative workshops i september, hvor vi dekorerer æsker med tørrede blomster fra Kamma Rahbeks have. De to workshops varetages af Anne Rahbek, der er kunsthåndværker og antropolog. I sit arbejde som konsulent trækker hun meget på sit kunstneriske og kreative virke og rådgiver og underviser i kreativ udvikling.

Naturen har altid fascineret hende og været hendes største inspirationskilde. Her har hun søgt ro og fordybelse og hun arbejder i sit kunsthåndværk med tørrede blomster og plantedele på forskellige måder. I foråret 2020 samlede Anne Rahbek forskellige blomster ind fra den historiske have omkring Bakkehuset, og de blomster er siden blevet tørret og presset, så de kan bruges til vores æskeworkshops.

Under workshoppen introduceres du til materialer og arbejder med decoupage på æskerne, så du får skabt en unikaæske efter dit eget hoved. Undervejs vil der være en rundvisning i museet, hvor du hører mere om Kamma Rahbeks æsker, den historiske have omkring huset og det selskabsliv, der udfoldede sig i Bakkehusets stuer. Anne Rahbek vil fortælle om mennesker behov for at mindes og hvordan man skaber betydningsfulde erindringer.

Vi har æskerne klar når på forhånd, og hvis du selv har pressede blomster og/eller blade, du ønsker at bruge til workshoppen, er du velkommen til at medbringe dem.

Workshoppen foregår på museets 1. sal og der er kun adgang via trappe.

Bakkehuset er et litterært museum, en romantisk have og et kulinarisk orangeri. Oplev den danske guldalder i ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbeks genindrettede hjem.