Æstetik og ekstravagance: Et madlavningskursus om østers

21 aug 2019 kl. 17:00 - 20:00

Museet for Samtidskunst - ord, billed, lyd, Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde

Gæster: Søren Aagaard, kunstner og Lars Bjerregaard, madskribent

Kunstneren folder sit værk ud i den hvide kube, kokken på sin tallerken. På den hvide tallerken anretter kokken med nøje præcision sin servering i farve- og teksturkoordinerede kunstværker. Den særlige stemning af andagt og ro, der ifølge kunstkritiker Brian O’Doherty fortsat hænger ved museumsrummet stammer fra kunstens tid som kirkelig og royal. På samme måde hænger noget af det aristokratiske også fast i den fine haute cuisine restaurant, hvor man lader sig opvarte af tjenere i elegante omgivelser. Noget af kirkens og kongens glimmer er blevet hængende ved både kunsten og kogekunsten. Det er luksus: At kunne købe sig til en kongelig oplevelse.

I løbet af aftenens madkursus skal vi smage, anrette og tilberede østers. Samtidig vil udstillingens kunstner Søren Aagaard og madskribent Lars Bjerregaard sammen med deltagerne tale om æstetik og ekstravagance i kunst og madlavning.

Lars Bjerregaard er en af Danmarks mest kendte madskribenter og debattører. Han har igennem de sidste otte år været restaurantanmelder på Information, skribent på Munchies og klummeskribent i Politiken. Han er desuden radiovært på Heartbeats.

Udstillingen er åben for gæster under madkurserne.

Antal deltagere: 8

Madlavningskursus + entré til museet UDSOLGT