Aftensamtale med Iben Mondrup i NordOrd

15 jan 2020 kl. 20:00 - 21:00

Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 København

Aftensamtale med Iben Mondrup i NordOrd


Mød Iben Mondrup i vores litteratursalon NordOrd, hvor hun fortæller om sin nyeste roman Tabita.


Iben Mondrups nye roman Tabita udkommer den 15. januar. Og selv samme aften kan du opleve den prisbelønnede forfatter i vores litteratursalon Nordord, hvor hun drøfter romanen og sit forfatterskab.

Tabita
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager.

De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Og Iben Mondrup skildrer klart og klogt livet i familien, hvor børnene må kæmpe for sig selv og hinanden.

Iben Mondrup
Iben Mondrup er født i 1969 i København og flyttede som treårig med sin familie til Grønland, hvor hun boede, til hun som attenårig rejste til Danmark for at gå på Kunstakademiet. Hun romandebuterede i 2009 og har siden udgivet fem anmelderroste romaner, hvoraf Godhavn fra 2014 blev nomineret til Læsernes bogpris, Weekendavisens Litteraturpris og DR Romanprisen, som den vandt. Iben Mondrup modtog Blixen-prisen 2017 for sin roman Karensminde og i januar 2020 er hun aktuel med romanen Tabita.

Aftensamtale i NordOrd
Iben Mondrup samtaler med NordOrds Birgir Thor Møller og besvarer derefter spørgsmål fra salen. Arrangementet varer i alt 60 minutter.

Salen åbner en time før arrangementet starter, og romanen Tabita vil kunne købes til særpris i litteratursalonens café.


Nordatlantens Venner

Der er en billetrabat på 25% til medlemmer af Nordatlantens Venner. Billetter købt med denne rabat skal fremvises sammen med et gyldigt medlemskort ved indgangen