Anerkendende Kommunikation med de nye børn

05 sep 2019 kl. 19:30 - 21:00

Den Spirituelle Skole, Bibliotekvej 55A, 1. sal, 2650 Hvidovre

Foredrag ved Ianneia Meldgaard  - 

I disse år oplever vi flere og flere børn, som har svært ved at indordne sig under de gældende rammer i f.eks. skole og institution. Børn, som reagerer mere voldsomt og intenst, end vi er vant til, på det, som vi opfatter som de "normale" måde at gøre tingene på. Og samtidig børn, som kræver (gode) forklaringer på, hvordan alting hænger sammen.


Vi har mange forskellige betegnelser og diagnoser for disse børn. Mange af dem antyder, at der er "noget i vejen" med børnene. Men måske skal vi til at forstå disse børn som repræsentanter for den nye højtvibrerende energi, som er i gang med at etablere sig på Jorden. En energi, hvor alt, der ikke er sandt og (k)ærligt ikke kan eksistere. Så en samlende betegnelse kunne være "de nye børn" eller "ny-energi-børn".

Uanset hvordan vi opfatter disse børn - og uanset om vi tror på, at der er en ny energi i spil på Jorden - så er der ingen tvivl om, at de "3 principper i anerkendende kommunikation" vil hjælpe både disse sensitive børn og de voksne, de indgår i samspil med.

De 3 principper er:
1. Jeg øger min opmærksomhed på det, der fungerer
2. Jeg er autentisk og tydelig omkring mine egne følelser og behov
3. Jeg er nysgerrig og interesseret i barnets følelser og behov.

Med princip 1 viser vi, at vi anerkender alle de kvaliteter og gaver, som børnene kommer med og sikrer, at samspillet ikke bliver præget af alt for mange "nej'er" og fokus på det, der ikke fungerer. Det er med til at styrke et sundt og balanceret selvværd hos barnet.

Med princip 2 står vi tydeligt og stærkt i os selv, så de budskaber, vi sender ud er hele og sande. Noget, de nye børn har særligt meget brug for, da de intuitivt sanser alt under overfladen og reagerer stærkt på de såkaldte dobbelt-budskaber. Altså voksne, der lader som om, de har det på én måde, mens der er andre følelser på spil under overfladen. Eller voksne, der siger noget og mener/gør noget andet.

Med princip 3 anerkender vi hele barnet med alt hvad hun/han indeholder. Gennem den empatiske lytning udviser vi ægte nysgerrighed og interesse i, hvem barnet er, hvordan hun/han har det og hvad hun/han har brug for. Vi går således udover den mere overfladiske tilgang til anerkendende kommunikation, som ofte kommer til at begrænse sig til mange rosende udsagn om barnet og et ensidigt fokus på det positive.

Disse 3 kommunikations-principper er meget velegnede til at bringe det bedste frem i alle mennesker. Men med de nye børn er de særligt aktuelle, da disse børn som nævnt reagerer stærkt på alt, der ikke er autentisk og ægte. Når vi mestrer at møde de nye børn gennem de 3 principper, giver vi dem mulighed for at blomstre og trives, så de kan komme til at give de helt særlige gaver, de er kommet med til verden.

Kom til dette foredrag og få et indblik i, hvordan vi gør.

Kærlig hilsen
Ianneia Meldgaard                             http://www.anerkendendekommuni...

Pris kr. 150                             kontakt til Den Spirituelle Skole: 42647618