Log ind / Opret

Ars Nova & Concerto Copenhagen - Schütz - a Symphony of Psalms

05 okt 2014 kl. 16:00 - 18:00

Garnisonskirken, Sankt Annæ Plads 4, 1250 København K


Heinrich Schütz - a Symphony of Psalms

Ars Nova og Concerto Copenhagen.

I 1600-tallet blev mange tyskfødte komponister stærkt tiltrukket af Italien, frem for alt af musikbyerne Venezia og Rom. Blandt de tidligste var Heinrich Schütz som to gange i sit liv tilbragte et par år i Venezia, første gang som personlig elev af den beundrede Giovanni Gabrieli. Men da han kom igen i 1628 dirrede luften i kanalbyen af opera, omend hverken begrebet eller genren endnu var veldefineret. Claudio Monteverdi beskrev sine musikdramaer som “fabler i musik”, og nu anede Schütz gennem ham muligheden for en slags imiginært teater eller “mini-opera”, en dramatisk musikalisering af scener og dialoger fra Bibelen med lydhør brug af den tyske sprogtone, maksimal udtryksfylde i det små og ofte dristige harmoniske virkninger.

Aftenen indeholder en række storslåede eksempler på Schütz’ “hellige symfonier”, blandt dem “Saul, hvorfor forfølger du mig”. Apostlen Paulus hed egentlig Saulus og var blandt de kristnes forfølgere. Men på rejse til Damaskus kastede et lynglimt ham pludselig af hesten, Jesus hviskede til ham, og han blev omvendt. Mange Rom-rejsende vil kende Caravaggios skildring af hændelsen fra kirken Santa Maria del Popolo, men her udmales kun et fysisk chock, mens Schütz’ med få minutters musik levendegør Sauls sindsbevægelse og omvendelse både psykologisk og dramaturgisk.

Medvirkende:

ARS NOVA Copenhagen: Hanna Kappelin, Ann-Christin Wesser Ingels, Kate Macoboy, Eva Braga Simoes, sopran; Ellen Marie Brink Christensen, Kristin Mulders, Elenor Wiman, Daniel Carlson, alt; Paul Bentley-Angell, Luís Toscano, Stuart Kinsella, Leif Aruhn-Solén, tenor; Thomas Kiørbye, Asger Lynge Petersen, Jakob Soelberg, William Gaunt, bas. 

Concerto Copenhagen: Peter Spissky, Fredrik From, violin; Torbjörn Köhl, Rastko Roknic, bratsch; Judith-Maria Blomsterberg, cello; Mattias Frostenson, violone; Lene Langballe, Gawain Glenton, zink; Stefan Wikström, Ian Price, Thomas Dahlkvist, Daniel Stighäll, trombone; Karl Nyhlin, theorbe; Leif Meyer, orgel. 

Musikalsk ledelse: Paul Hillier.

Normalpris

Salg lukket


Studerende

Salg lukket