Ars Nova Copenhagen - Sommerregn

22 jun 2018 kl. 19:30 - 21:30

Koncertkirken, Blågårds Pl. 6A, 2200 København


Vokalmusik til sommertiden: Sommerregn, ja, muligvis, men måske også sol? Forelskelse? Ferie? Fugle? Den fremherskende følelse er ubesværethed! Deri blander sig mørkere melankolske toner. Ars Nova Copenhagen dirigeret af Paul Hillier i Koncertenkirken på Nørrebro, et af Københavns bedste koncertsteder.

Gerald Finzi skrev de to sange "My Spirit Sang all day" og "Clear and Gentle Stream" i henholdsvis 1937 og 1939 til digte af den engelske lyriker Robert Bridges (1844-1930). Sangene er nogle af Finzis mest populære, den først fyldt med opstemt romantisk passion, den anden en beskrivelse af en lummer sommerdag ved bækken.

John Wilbye er en engelsk renaissance komponist, der primært skrev madrigaler og det gjorde han mesterligt. Tematikken er kærlighed og melankoli, to ting, der gerne vandrer hånd i hånd. Især "Draw on Sweet Night" er et absolut mesterværk, der hører til blandt de fineste kompositioner fra den tid.

Paul Hillier har sat musik til digte af William Blake (1757-1827). Blake er en nøglefigur i den engelske romantik, der nærmest synes profetisk i sin fornemmelse for den fremmedgørelse, der skulle blive et af kendetegnende ved det 20. århundredes modernisme. Værket er en cyklus af ti digte.

Moira Smiley er en tidligere elev af Paul Hillier på Indiana University School of Music, hvis musik vi er glade for at kunne præsentere ved vores koncert. Udover at være en fremragende sanger, er hun også en af de mest efterspurgte amerikanske komponister i sin generation. Hendes værk "Time In Our Voices" er bygget på to idéer. Dels en tematik over tid, alder og evighed. Dels har hun inkorporeret små lydoptagelser af børn, voksne og gamle, der taler om tiden, som afspilles på mobiltelefoner (der altså en sjælden gang, gerne må være tændt til en koncert!).

Estiske Toivo Tulev har givet titel til koncerten med sit værk "Summer Rain". Regnen er hos Tulev at finde musikalsk som en nærmest dryppende sopranlinje. Tekstligt er det tungt og sorgfulgt, men med himlens dråber som en mulig forløsning.

Per Nørgård kræver ikke nogen nærmere introduktion, hans særegne musik har altid haft en særlig plads i ensemblet. De to sange "Maya danser" og "Jeg hører regnen" hører således til i Ars Novas kernerepertoire.

Det gælder også Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik. Et af de sidste værker fra hans hånd er "MAY, DECAY". Tre små satser fyldt med Pelles vanlige sans for skæve idéer og vellyd. De sidste ord i værket lyder: "We die, as your hours do, and dry away, like Summer's rain or as the pearls of morning's dew, never to be found again."

Noget sorgfuldt og samtidig smukt. Noget flygtigt. Som livet jo er. Som sommerregn.

Gerald Finzi (1901-1956) My spirit sang all day
Clear and gentle stream
John Wilbye (1574-1638) Sweet honey-sucking bees
Adieu sweet Amaryllis
Thus saith my Cloris bright
Paul Hillier (1949-) To see a world
Moira Smiley (1977-) Time in our voices (dansk premiere)
Toivo Tulev (1958-) Summer Rain
Per Nørgård (1932-) Maya danser
Jeg hører regnen
Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1932-2016) May, Decay
John Wilbye Draw on sweet night

Koncerten optages til udsendelse på DR P2

Information
Vi tilbyder ved denne koncert, at du selv kan vælge, hvad du synes billetten skal koste. Billetsystemet er ikke 100% sat op til dette, så det kræver, at du dels indtaster det samlede beløb, du ønsker at betale for din billet eller dine billetter, og dernæst indtaster det antal billetter, du ønsker. Alternativt kan du også vælge på helt almindelig vis at købe en billet til vores normalpris. Betal, hvad du har lyst til!

Der er mulighed for at nyde en øl eller et glas vin i gårdhaven før og efter koncerten.

Dørene åbnes ca. 45 min før koncertstart.

Betal her, hvad du har lyst til (samlet pris)


Her vælger du det antal billetter, du ønsker, efter du har indtastet, hvad du samlet ønsker at betale.

Gratis

Helt almindelig billet! (hvor vi foreslår prisen)

DKK 150,00