Børn To Be Wild: Klima For Kids

Brønshøjvej 17, 2700 København
29 maj 2021 kl. 14:00 - 15:00
Super arrangør

Så er der børnevenlig rockkoncert om klimaet! Vi skal have snakket lidt om det med bilkørsel, plastiksvineri, olie og benzin.

 Du kender dem måske som AB/CD, men i dag går de under navnet Børn To Be Wild og er klar med et helt nyt rockshow for børn. "Klima For Kids” er et humoristisk rockshow, men det handler om noget alvorligt, der måske bliver tid til at snakke om efter et aldeles underligt år med fokus på andre store problemer.

Det er muligt, at bandet citerer en navnkundig dansk politiker forkert, men vi giver dem ret i at ”klimatøser” er seje, og piger er jo de bedste til alt – for eksempel er det en svensk pige, der har gjort det med klima populært i hele verden.

Vanen tro pakker ”Børn To Be Wild” budskaber ind i humor og rockmusik. Og som altid er deres show interaktivt. Ungerne tages med i alt muligt, ligesom orkestret vanen tro spiller et nummer, hvor et udvalg af børn kommer på scenen og spiller på musikernes instrumenter.

Klima for Kids byder på Børn To Wilds helt egen opfindelse: En “rockpurrie”, hvor kendte børnesange på forunderlig vis drøner sammen i et rockunivers. Således præsenterer Børn To Be Wild med stolthed “cykel-potpourriet” med “Jeg er så glad for min cykel" og "Så ta'r vi cyklerne frem”. Der er også “Lyd-potpourriet”, hvor “Hjulene på bussen”, "Oles Nye Autobil” samt “Petersen og Pallesen, og Poulsen og Piil” kædes sammen med citat fra “Enter-sandman" med Metallica.

Showet byder ud over en herlig musikalsk og humoristisk oplevelse også på klimafakta og gode råd til, hvordan vi tager vare på det, vi har sammen. Nemlig fremtiden. 

Det er nu sjovest, når det er skægt, og 43 minutter med løftet pegefinger virker kun, hvis lillefingeren er med!​ 🤘





Koncerter, foredrag, teater, stand-up, workshops, værksteder, messer, markeder, foreningsliv og lokaler til messer, markeder og meget andet. Pilegården hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.
Vil du se flere events?

Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke