ET KAMMERORATORIUM

Ein deutsches Requiem med Musica Ficta og Den danske klaverduo

I 1869 færdiggjorde Johannes Brahms Ein deutsches Requiem, der både skulle vise sig at blive hans største værk, og en stor klassiker i repertoiret. Værket er farvet af kærligheden til den nyligt afdøde moder, som betød meget for Brahms. Måske et Requiem for hende? Brahms, som en ikke specielt troende nordtysk protestant, fravalgte den katolske requiem-tekst til fordel for citater fra den lutherske bibel, naturligvis på tysk. Disse tekster er lægende og trøstende, og fokuserer på de levende frem for de døde. ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, som den indledende frase lyder.

Med Ein deutsches Requiem ser vi en Brahms i stort format; værket er for symfoniorkester, kor og solister. Han havde ikke skrevet meget for orkester på dette tidspunkt, så orkestreringen er ofte ubehjælpsom. Men måske kunne værket også synges uden orkester, må Brahms have tænkt. I 1871 udgav han en version af requiet for firhændigt klaver og kor, med henblik på opførelser i private hjem og små sale, hvor kammermusikken sprudlede på dette tidspunkt.

Det er ikke ualmindeligt at høre Brahms’ rekviem i denne klaverversion i dag. Men det er ofte blot resultatet af en spareøvelse, hvor det store orkester ganske vist er skiftet ud med to pianister, medens korets størrelse er uændret. Det laver Musica Ficta nu om på, når Bo Holten med kun 12 sangere og Den Danske Klaverduo opfører værket ved tre koncerter.

Musica Ficta har de seneste år udviklet begrebet vokal kammermusik, hvor de kammermusikalske idealer vi kender fra fx strygekvartetter og blæserkvintetter møder vokalpolyfonien. Virtuositet, musikalsk transparens og improvisation er hovedelementerne i vores arbejde med bl.a. renæssancens vokalmusik, men disse idealer har vist sig meget effektive inden for nyere musik også. Så nu vil Musica Fictas 12 sangere sammen med Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig og under ledelse af Bo Holten opføre hele det krævende værk i en slank kammeropsætning. Brahms var selv voldsomt interesseret i renaissancens polyfoni, og det skinner ofte igennem i requiet, men høres sjældent i vor tids bastante udførelser. Vores udgave kommer til at lægge sig i forlængelse af Palestrina og Schütz (som Brahms forgudede) og måske kommer vi tættere på værkets sjæl på denne måde.

Måske noget som Brahms kunne have drømt om!