Choir of Young Believers

19 mar 2018 kl. 20:00 - 21:00

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg


Choir of Young Believers debuterer ny musik på CPH:DOX 2018

Det danske eksperimenterende pop-band gæster festivalen med ny musik og film.
Vanen tro disker CPH:DOX til marts op med et musikprogram bestående af koncertrækken AUDIO:VISUALS og musikdokumentar-programmet Sound & Vision.

Navne som Jenny Wilson, Liima og Blondage er allerede føjet til førstnævnte – og nu er endnu et navn tilføjet til koncertrækken: Choir of Young Believers.

Bandet giver koncert på det særlige venue Betty Nansen Teatret den 19. marts klokken 20.00 – og det bliver ifølge frontmanden Jannis Noya Makrigiannis både med ny musik og film, ”inspireret af den spirituelle ridder-kult “Ridderne af den Sande Vej””. Filmen er et samarbejde med Plum-tvillingerne, Sara Laub og Emille Sofie Hyttel, og er blandt andet skudt i løbet af denne Januar i Oman.

Begejstret anmeldere og publikum
Choir of Young Believers har siden debut EP'en i 2007 begejstret anmeldere og publikum i Danmark, såvel som resten af verden. De to første albums ”This Is For The White In Your Eyes” (2008) og ”Rhine Gold” (2012) udløste de helt store gloser fra den internationale musik presse og bandet har tourneret flittigt i Europa og USA.

Siden dengang er bandet gået nye og mere udfordrende veje. Efter det seneste anmelderroste og fragmenterede album ”Grasque”, der vekslede imellem pulserende techno beats, kitschede horn, synthesizers og samples, kan man (heldigvis!) ikke vide sig sikker på noget længere, når bandet debuterer ny musik denne aften.

Dørene åbner kl. 19.00, koncerten starter kl. 20.00 og varer 1 time.

Standard

Salg lukket