Claus Høxbroe & Oscar Gilbert & Tobias Koch

01 dec 2019 kl. 19:00 - 21:00

LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København

Siden 2014 har Claus Høxbroe og Tobias Koch arbejdet sammen, hvilke både har kastet udgivelser, og en række koncerter i Tyskland af sig, hvor Tobias ikke bare fungerer som tolk på scenen, men også begiver sig ud i live oversættelser af Høxbroes improvisationer. Sammen har de skabt et lyrisk show hvor de ophæver grænsen mellem digter og oversætter og danske og tyske ord smelter sammen på scenen, ledsaget af tonerne fra Oscar Gilbert. Denne aften optræder de for første gang sammen i Danmark!

Tobias Koch er dedikeret til Østersøregionen som et kulturelt og litterært rum. Han arbejder som oversætter fra dansk såvel som kulturel leder. Han oversatte og udvalgte digtene til Claus Høxbroes første udgivelse på tysk Asphalt und Auferstehung (2015).

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert har i en årrække smeltet ord og toner sammen på scener rundt om i landet og skabt et helt unikt univers, hvor både ordene, og musikken får taletid, og mødes i et improviseret udtryk.

Dette kunstneriske samarbejde har ført de to kunstnere i studiet af tre omgange, deres debutalbum ”Nøgne som nyfødte” (2013), der består af en række digte fra Claus Høxbroe's omfattende forfatterskab, samt Stream of consciousness digtet ”Flimrende på VHS'en, skabt verbalt, specielt til albummet. Musikken er improviseret frem af Oscar Gilbert i studiet, skabt i netop det øjeblik hvor kemien mellem ord og toner mødes.

Deres andet album "Tusmørkets Censur" (2015) hvor besætningen blev udvidet med fire strygere og fire blæsere, stadig tror mod det improviseret udtryk, men denne gang også med numre komponeret af Oscar Gilbert. Og med et foto-hæfte med alle digtene fra albummet. 

I 2019 barsler de med endnu et album "Slipper taget" der igen befinder sig i krydsfeltet af ord og toner, hvor begge dele får taletid og folder sig ud i fællesskab.

 Pressen skrev om Claus Høxbroe & Oscar Gilbert:

"Jazz'n'poetry kan ikke skæres ret meget skarpere, end det her bliver gjort af Høxbroe og Gilbert." - JazzNyt

"Det er en ganske intim oplevelse at høre albummet i hovedtelefoner, hvor man for alvor fanger dualiteten i ordene og stemmen" - Lydtapet

"Høxbroe rammer rent med alvorsfulde og klaverbårne digte" - Gaffa