Dansk Vestindien på Assistens med Gadedigteren

Kapelvej 4, 2200 København
07 aug 2021 kl. 10:00 - 12:00
Super arrangør
Billetter DKK 120,00
Billetter DKK 120,00

I samarbejde med Gadedigteren og Assistens Fortæller.


Vores fortid som kolonimagt er igen kommet på tapetet, den kollektive samvittigheds tapet. Grimme og grumme plamager slår igennem, hvor der tidligere var et kønt lille ornament om, at vi var de første i verden til at forbyde den transatlantiske slavehandel (og så er det endda også en sandhed med modifikationer). En stor del af den fortrængte fortælling om trekantshandelen og den profitable kontrabande-sejlads for de krigsførende magter i Europa ligger bogstaveligt talt begravet på Assistenskirkegården på Nørrebro i København. Den mere end 250 år gamle gravplads bliver derfor udgangspunktet, hvorfra gadedigteren Christian Kronman ta’r dig med på sørejsen til De Vestindiske Øer. Vi kommer omkring Peter von Scholten og hele historien omkring den eksplosive situation, der tvang ham til spontant at proklamere slavernes frihed. Og fra kolonial politik til romantik, for lige pludselig dukker også Søren Kirkegaard op på rejsen. Han var et lille års tid forlovet med Regine Olsen, som ifølge ham selv i den grad inspirerede ham til at blive digter, at han så sig nødsaget til at hæve forlovelsen. Samme Regine Olsen bliver senere gift med en af von Scholtens efterfølgere derude i Det Caribiske Hav, nemlig Johan Frederik Schlegel, og rejser i 1855 med ham til Dansk Vestindien. Meget tyder på, at hun – apropos kontrabande – har haft Søren med derud i sit hjerte. Han beholdt i hvert fald hele livet hende i sit. Det vestindiske eventyr og måske navnlig den hemmelige sejlads under neutralt dansk flag for begge de krigsførende magter dannede for en stor del grundlaget for vores storhedstid i den florissante periode mod slutningen af 1700tallet, men også for englændernes flåderan i 1807 og statsbankerotten i 1813. Og hvis vi lige regner det næste år med, hvor vi i 1814 må afgive Norge til Sverige, kan vi konstatere, at Danmark på mindre end 10 år bliver nivelleret fra stormagt til småstat. Rundvisningen på Assistens bliver således også en rejse fra storhed til fald og til en ny storhed, ikke frembåret af territoriale udvidelser, men af en på én gang både pragmatisk og åndfuld selvindsigt, der lader sig formulere i tre ord: Småt er godt. Når den kaldes åndfuld, er det fordi netop dette nypolerede credo udgør selve grobunden for den næste store epoke i Danmarkshistorien, nemlig Guldalderen fra 1800 til 1850. Udbredelsen af en ny dansk selvforståelse kalder alle tidens forhåndenværende digtere, malere og komponister af hus. Heriblandt selvfølgelig Poul Martin Møller med digtet ”Glæde over Danmark”, som så klart definerer, hvad det efter alle nederlagene vil sige at være dansker med æren i behold. Også H. C. Andersen synger med på genrejsningen med ”I Danmark er jeg født”. Så de to kommer vi selvfølgelig også omkring. Rundvisningerne, som varer halvanden time og udgår fra Kapelpladsen, Kapelvej 4 finder sted: Lørdag den 31. juli kl. 10.00 – Lørdag den 7. august kl. 10.00 – Lørdag den 14. august kl. 10.00 – Lørdag den 7. august kl. 10.00

Gadedigteren Christian Kronman har vist rundt på den historiske gravplads i mere end 20 år. Han fører dig ind i et magisk rum, hvor længst henfarne menneskers liv og lyst, længsler, kærlighed og smerte genopleves i dit eget dyrebare nu.

Byvandring.nu byder på rundvisninger, cykelture og anden udendørs fortælling i København og omegn, med ca. 20 guider koordineret af Paul Hartvigson. Se hele udbuddet på www.byvandring.nu, hvor du kan få oprettet byvandringer og booke private ture.
Vil du se flere events?

Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke