Den Levende Kunstklub 2020

Den Levende Kunstklub 2020

Aarhus Jazz Orchestra, Bora Bora - Dans og Visuelt Teater, Århus Stiftstidende Fordele, Teatret Svalegangen og LiteratureXchange kan hermed præsentere programmet for Den Levende Kunstklub 2020. Den Levende Kunstklub er for dig, som elsker kunst, kultur og mødet med andre mennesker. Klubben mødes fem gange i løbet af forår og sommer 2020 for sammen at opleve en bred pallette af kunst- og kulturarrangementer i Aarhus. Ved hvert arrangement gives der en kort introduktion til det du skal opleve, ledsaget af et glas vin. Det er både muligt at købe medlemsskab for én person eller for en person med ledsager (som gerne må være forskellig for hvert arrangement). 

Den Levende Kunstklub er et bud på det moderne forsamlingshus, hvor mennesker i fællesskab kan forundres, begejstres eller blive provokeret. På tværs af kunstarter får du store oplevelser, og via uformel samtale og samvær inviteres du til at dele dem med andre.

Som medlem af Den Levende Kunstklub får du i forår og sommer 2020 mulighed for at opleve fem unikke kulturarrangementer. Læs mere om dine kommende oplevelser herunder.



KONCERT // Aarhus Jazz Orchestra

The Seasons feat. Claus Waidtløw
Tirsdag d. 4. februar 2020

Mange komponister har gennem tiden ladet sig inspirere af naturen, men ikke indenfor den rytmiske musikverden. Det råder komponisten Claus Waidtløw bod på, når han i februar præsenterer et helt nyt værk komponeret specielt til Aarhus Jazz Orchestra og orkesterets dygtige solister. Yderligere medvirker den internationalt anerkendte trommeslager Jorge Rossy, som bl.a. har været fast trommeslager for Joshua Redman, Brad Mehldau, Lee Konitz og Chick Corea

Aarhus Jazz Orchestra er et professionelt bigband, som spiller ca. 80 koncerter om året for publikum i alle aldre. Repertoiret spænder vidt fra koncerter for og med børn, til højprofilerede, kunstneriske udviklingsprojekter. Aarhus Jazz Orchestra er det eneste rytmiske basisensemble i Danmark og er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.



DANSEFORESTILLING // Bora Bora - Dans og Visuelt Teater

Some Hope For The Bastards (Frédérick Gravel, Canada)
Torsdag d. 12. marts 2020

Et råt og højoktant dansebrag med bidende danseduetter og kraftfulde gruppekoreografier af den anmelderroste canadiske koreograf og musiker Frédérick Gravel. Some Hope For The Bastards er en forestilling bestående af ni dansere og et rockband. Med både klassisk musik, elektronisk musik og live rockmusik skaber Gravel en poetisk og katartisk fejring, der vil tilintetgøre afmagten i et samfund, der har mistet sin retning. Forestillingen er Bora Bora's store internationale satsning i 2020. Smugkig her.

Bora Bora er Aarhus' dansescene, hvor dans og visuelt teater fra hele verden - og Aarhus - kan opleves i overraskende, overrumplende og anderledes forestillinger.



FYRAFTENSMØDE // Århus Stiftstidende Fordele

Mød din kulturanmelder v. anmelder Andreo Michaelo Mielczarek
Torsdag d. 16. april 2020

Hvorfor fik Radiohead kun 5 stjerner i avisen? Skulle Medina ikke have haft fuldt hus? Hvordan arbejder en musikanmelder? Mød Andreo Michaelo Mielczarek, som vil fortælle om det at lytte og skrive om musik, og hvorfor man aldrig bør gå til koncert uden en blok og pen i lommen.

Andreo er cand.mag. i Æstetik & Kultur, musikanmelder på Århus Stiftstidende og Seismograf, kunstanmelder på Kunsten.nu samt kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad. 



TEATERFORESTILLING // Teatret Svalegangen

United Change
Onsdag d. 28. maj 2020

Teater, dans, musik. Dekorerede vægge af skrald. En animeret tidsrejse flankeret af et gospelkor. Graffitikunst og et digt der genfortryller vores forhold til jorden. En kvinde på toppen af et skraldebjerg. Miljøbingo og et verdensmåls-lykkehjul. Teatret Svalegangens sale, gader og baggårde er vores scene, når i maj 2020 inviterer til den første visning af UNITED CHANGE – en vandreforestilling i FN’s verdensmål. Ambitionen med UNITED CHANGE er at skabe et globalt fællesareal, et kæmpe event, der udforsker hvordan udvalgte verdensmål kan blive til engagerende scenekunst. Det handler om at se nye muligheder i kunsten. At kunst rent faktisk indeholder en kapital af viden, erfaring, innovativ kraft, visioner og fantasi, som kan føre til handling i kampen for vores fælles klode.

Teatret Svalegangen er et teater i hjertet af Aarhus, hvis vision er at sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Svalegangen tror på, at kunst, der reflekterer og debatterer vores samtid, nedbryder barrierer, skaber identitet og fællesskab samt styrker den demokratiske sammenhængskraft.



LITTERATURFESTIVAL // LiteratureXchange

Mød forfatter Chigozie Obioma
11. – 21. juni 2020 (endelig dato meldes snarest)

Medlemmer af Den Levende Kunstklub inviteres til et arrangement med den nigerianske forfatter Chigozie Obioma, der bliver kaldt en af mest betagende stemmer i moderne afrikansk litteratur. Obiomas Vi var fiskere og senere Fuglenes Gråd, der udkommer november 2019, har begge været shortlisted til den prestigefyldte ”Booker Prize”. Mere information om arrangementet følger.

LiteratureXchange er en international litteraturfestival, der manifesterer Aarhus som en markant og nytænkende litteraturby. I løbet af de 11 dage festivalen afholdes, kan man opleve mere end 150 arrangementer med alt fra litteratur i byrummet til tematiske litteraturmiddage foruden traditionelle oplæsninger og debatter. Med andre ord får festivalen hele byen til at summe af litteratur.



Bemærk venligst følgende

  • Medlemsskabet er personligt og kan ikke ombyttes til kontanter eller andre forestillinger. Husk derfor at tjekke om du kan de nævnte datoer.
  • Salg af medlemsskaber løber t.o.m. 15. januar 2020, hvorefter alle medlemmer modtager en velkomstmail med program og øvrige praktiske forhold.
  • Hvis du køber et medlemsskab til en anden (fx i gave), er det dennes fulde navn og mailadresse, som du skal udfylde i feltet "Navn + e-mail på medlem af Den Levende Kunstklub 2020".

Læs mere om de medvirkende aktører her:
Aarhus Jazz Orchestra
Bora Bora
Århus Stiftstidendes Fordele

Teatret Svalegangen

LiteratureXchange


www.denlevendekunstklub.dk