EKSTRA KONCERT KIRA SKOV, Billie Holiday fortolkninger Memories of Days gone by.

23 nov 2019 kl. 20:00 - 23:00

Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3, 2300 København

KIRA SKOV Ekstra koncert

Billie Holiday fortolkninger

Memories of Days gone by

Fredag d. 22. november 2019 kl. 20:00

Billie Holidays vidunderlige stemme og hendes uafrystelige nærvær på indspilninger og filmklip påvirker os alle fra første bekendtskab. Hun var den største, hun er den største, ingen har præget jazzscenen som hende og næppe nogen sangerinde, der beskæftiger sig med jazz, soul eller rock kan sige sig fri for at være under indflydelse af denne geniale fortolker. Måske er det banalt at skrive, at Billie kun ”sang sig selv” – at hendes turbulente liv afspejler sig i hendes sang – ikke desto mindre er dette en sandhed uden modifikationer.

Sangerinden Kira Skov er ikke gået ram forbi:

“Jeg har lyttet til Billie Holiday siden mine tidlige teenager år. Jeg fandt en plade med det legendariske, smukke og dragende billede af Billie, med den famøse blomst i håret, da jeg var 13 år gammel. Siden har hun igennem årene leveret soundtracket til store dele af mit liv”.

Når man hører nye fortolkninger af de sange Billie Holiday sang, kommer man let til at sammenligne med de oprindelige indspilninger. Det kan ikke undgås. Når man hører Kira, bliver det dog hurtigt klart, at her er en sangerinde, der undlader ethvert forsøg på at lyde som Billie Holiday. Kira lyder som Kira, og med sine særegne og personlige fortolkninger bringer hun sange fra 30´erne og 40´erne ind i nutiden. Sange der har fulgt hende, sange der har haft uendelig stor betydning. Kira fortolker dem med stemning, atmosfære og sjælden emotionel dybde.

”Med mine fortolkninger forsøger jeg på min egen vis at vække Billies ånd til live for en stund, og det er min store kærlighed og respekt for hendes fortolkninger af nogle af de største klassikere, der er udgangspunktet”.

Tenorsaxofonisten Jakob Dinesen har skrevet arrangementer til de fleste af numrene, der allerede er blevet prøvet af live ved flere lejligheder. Senest til stående ovationer i en udsolgt Glassal i Tivoli under Copenhagen Jazz Festival.

LineUp: Kira Skov (vokal), Jakob Dinesen (tenorsax), Mads Hyhne (trombone), Heine Hansen (piano), Anders Christensen (bas) og Jacob Høyer (trommer).