Fanfortællinger om Gasolin'

31 jan 2020 kl. 19:00 - 21:00

Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde


Fanbreve, fanklub og fankærlighed. Det ærlige, passionerede og nørdede – fortalt af fansene selv

RAGNAROCK byder i samarbejde med Stinne Skovbjerg og Rebecca Svensson fra ”En Pinlig Affære” indenfor til en aften, hvor teenagefølelserne vækkes til live igen, hvor idolforelskelser kommer frem i lyset og hvor alle er på fornavn med Franz, Willi, Kim og Søren.
I RAGNAROCKS museumssamling er en helt særlig skat – nemlig alle de breve, som blev sendt til Gasolin’s Fanklub og ikke mindst dens benhårde forkvinde Mama Beckerlee!

 Vi har gennemgået brevene fra A-Å og fundet frem til en række modige fans, der denne aften vil sætte ord til deres gamle breve.
Har du nogensinde skrevet et fanbrev pyntet med små røde hjerter, gemt en hårlok fra dit idol eller fundet fællesskabet omkring et band, så vil du med sikkerhed mærke slægtskab med aftenens fortællere. Vi skal høre om ægte kærlighed til musikken, besættelse, jalousi, ungdomsdrømme og livet med Gasolin skrevet i ægte 70’er jargon. Erfarne instruktører og manuskriptforfattere kendt fra ”En Pinlig Affære” på Nørrebro Teater sørger for, at aftenens fortællere er klædt godt på, så du kan grine med og genoplive fortiden med rørende tilbageblik og fankærlighed for alle pengene.


200 kr. + billetgebyr (Inkluderer ikke adgang til museet.)
OBS. Vi gør opmærksom på, at museets udstillinger lukker kl 17.00.