LEVENDE ELEKTROBEAT – MINUS KÆRLIGHED
Fjernsyn er en trio, der laver dansksproget elektrobeat. Gruppen dyrker minimalisme og simple hooks med rødder i europæisk synthesizerpop. Inspirationen kommer ikke kun fra navne som Kraftwerk, Laid Back og Massive Attack, men fra mange forskellige referencer og musikperioder.

Dørene åbner kl.20

Siden starten i 2014 har Fjernsyn (HH Præstbro, Per Toftager og Bo Feierskov) udsendt EP-trilogien Rød, Grøn, Blå samt LP’erne Gul og S/H på vinyl og streaming. Som liveband bryder trioen ud af studieindspilningernes rammer og leverer deres elektrobeat i et levende og improviserende udtryk med visuals fra Fjernsyns efterhånden store videokatalog.
Melodisk er den traditionelle skabelon begravet til fordel for repetitive forløb med en tilstræbt monotoni. Sangene skabes i form af musikalske kædebreve, hvor de involverede har frie hænder til at skrive om og sende tingene i en ny retning, indtil der findes en konsensus om kompositionernes endelige form.
Teksterne tager afsæt i både banale dagligdags observationer og filosofiske betragtninger om verdens tilstand. Fraværet af kærlighedssange bunder i, at Fjernsyn finder det mere interessant at udforske et mindre klichéfyldt tekstunivers. Så i stedet for kærlighed handler teksterne om alt fra politik, forbrug og klima til boligindretning, biler og porno.

Vil du se flere events?

Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke