Følg fiskene! Foredrag om fiskeriet i Roskilde Fjord

22 nov 2018 kl. 19:00 - 21:00

Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris


Roskilde fjord benyttes til mange forskellige rekreative interesser, heriblandt fiskeri. En række foreninger er involverede i arbejdet med at forbedre fiskeriet i fjorden. Det drejer sig bl.a. om Gershøj Fritidsfiskerforening og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub. Danmarks Tekniske Universitet (DTU Aqua) har de seneste år lavet undersøgelser af pighvarrene og ørrederne i fjorden for at forstå, hvad der begrænser fiskebestandene. 

I den forbindelse har DTU Aqua samarbejdet med foreningerne og har mærket fiskene med små elektroniske transmittere, der betyder, at fiskenes vandringer i fjorden kan kortlægges. Mærkning af fiskene i samarbejde med foreningerne kan ses her og her. Undersøgelserne viser bl.a., hvor fiskene gyder og på hvilke tidspunkter, fiskene trækker ud og ind af fjorden.

Denne aftens oplæg vil have fokus på pighvarre og ørred i Roskilde Fjord samt kigge nærmere på det store arbejde, som foreningerne udfører for at forbedre fiskeriet i fjorden. Vi vil belyse, hvordan vi får flere fisk i fjorden og afsløre, hvordan ørrederne oplevede den meget varme sommer i 2018.

Aftenens oplægsholder er Jon C. Svendsen, seniorforsker ved DTU Aqua og arbejder med kystnære fisk, fiskenes behov for levesteder og fiskeriet i Roskilde Fjord.

På aftenen vil museets udstilling ”Menneske og fjord” være åben en time før foredraget, så det er muligt at opleve den kulturhistoriske udvikling og de arkæologiske fund inden foredraget. Entréen til udstillingen er inkluderet i prisen.

Fotokredit: Peter Henriksen/Fishing Zealand

Foredrag: Følg fiskene - fiskeriet i Roskilde Fjord

DKK 50,00 + DKK 8,74 gebyr