Foredrag: Det er slet ikke Odin!

24 sep 2020 kl. 19:00 - 21:00

Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

“Odin fra Lejre” er et af de mest spektakulære detektorfund gjort i det historiske og mytiske Lejre. Sagnhistorien fortæller, at gudernes konge og kongernes gud, Odin, sendte Kong Skjold til danerne, så han kunne blive deres første konge. Derfor var fundet af Odin-figuren i 2009 skelsættende og en banebrydende del af de arkæologiske udgravninger i de seneste år, som har fremskaffet fund, der beretter om et stærkt, rigt og storladent magtcentrum i Lejre.

Med dette foredrag vil der dog sås tvivl om, hvorvidt der reelt er tale om en portrættering af Odin. I anledningen af årets pop up-udstilling på Lejre Museum, “At gå med detektor - Suset fra fortiden” inviterer Lejre Museum indenfor til en diskussion omkring tolkningen af et af museets mest betydningsfulde detektorfund.

Den lillebitte figur, der er forbløffende detaljeret, vakte straks opmærksomhed, da den blev fundet og identificeret som Odin. Ret hurtigt blev det fremført af klædedragtspecialisten Ulla Mannering, at figuren var klædt i kvindetøj og således måtte være af hunkøn. Det blev dog hurtigt som modtræk fremhævet, at det så var Odin i kvindetøj. 

I en enkelt fortælling, som Saxo viderebringer, forklæder Odin sig nemlig som kvinde. Men hvis det er en kvinde, hvem er det så? Hvorfor sidder hun i en ornamenteret stol? Og hvad laver fuglene? Foredraget vil kredse om disse spørgsmål og komme med alternative svar på, hvem den lille figur forestiller.

Aftenens foredragsholder er Morten Warmind, mag.art. i religionssociologi, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet.

Pop up-udstillingen ‘At gå med detektor - Suset fra fortiden’ er udviklet i samarbejde med National-park Skjoldungernes Land. Læs mere om udstillingen her.