Foredrag med Maj My i Svendborg

14 nov 2018 kl. 19:00 - 21:00

Kulturhus Svendborg, Ramsherred 4, 5700 Svendborg


Journalist og blogger Maj My Humaidan holder foredrag om, hvordan man skaber et bæredygtigt familieliv uden for hamsterhjulet.

Maj My, hendes mand og deres fire børn mellem 9-2 år bor på Ærø på et lille landsted, hvor de har et par grise og en stor grøntsagshave i mere eller mindre ordnet stand. Alle fire børn er hjemme hver dag; også de tre i skolealderen, for familien har valgt at hjemmeundervise fremfor at sende børnene i skole og dagpleje. Sådan har det ikke altid været: De tre ældste børn har alle været i institution, men i 2017 tog Maj My og hendes mand konsekvensen af den knude i maven, som voksede sig større, hver gang børnene skulle afleveres.
Under foredraget fortæller Maj My ærligt, sårbart og ofte øjenåbnende om sit liv som normbryder. Hun fortæller om, hvorfor det er vigtigt at tage kritisk stilling til de ting, vi bruger vores tid på, og hvordan man skaber et liv, hvor hver dag giver mening.

Under foredraget deler Maj My værktøjer til at lytte til sin intuition, vække den indre normkritiker til live og finde modet til at leve så vitalt og meningsfuldt, som du drømmer om.
Foredraget vil give dig en konkret indsigt i Maj Mys alternative liv med hjemmeunger; flow i økonomien uden fuldtidsarbejde og et stærkt parforhold.


Maj Mys foredrag varer en lille time, hvorefter der er god tid til at stille spørgsmål og i fællesskab diskutere muligheder og udfordringer i familielivet.

Foredraget foregår i Spejlsalen.
Der vil ikke blive serveret noget til foredraget, så medbring selv drikkevarer.

Billet

Salg lukket