Log ind / Opret

Forfattersalon med Kjell Westö

09 nov 2017 kl. 17:00 - 18:00

Litter, Nybrogade 28, 1203 København


Kjell Westö er en af de vigtigste finlandssvenske forfattere i sin generation. Hans bøger udkommer på 25 sprog. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange, og blev tildelt prisen i 2014 med Luftspejling 38. Nu er han aktuel med sin anmelderroste roman Den svovlgule himmel. Kom og oplev ham i samtale med DR-journalist Tore Leifer i Litteraturhusets nye lokaler.

Den svovlgule himmel er en historisk roman, der strækker sig over et halvt århundrede fra 1960’erne til i dag. Den handler om fortællerens venskab med og livslange kærlighedsforhold til børnene Alex og Stella fra overklassefamilien Rabell. En forførende fortælling om hvordan kærlighed og venskab opstår og udvikles gennem livet, men også om hvordan vi præges af køn, klasse og tiden, vi fødes ind i.

Kjell Westö har en særlig evne til at sprænge rammerne for den konventionelle historiske roman. Samfundet og historien bliver aldrig et uvedkommende baggrundstæppe for selve fortællingen hos Westö, der er kendt for at skildre 1900-tallets Finland ikke mindst det mørke kapitel traumet fra den finske borgerkrig i 1918 og dens betydning for Finlands historie og finnernes identitet.

Glæd jer til en samtale med den prisvindende forfatter Kjell Westö og Tore Leifer om den nye roman, hvor historien og erindringen igen spiller en afgørende rolle.

Der vil være mulighed for bogkøb og signering.

Billet

Salg lukket