Fysisk Ustabil

22 nov 2017 kl. 20:00 - 21:15

Teatret Gruppe 38, Mejlgade 55B, 8000 Aarhus


– når tre kvinder farer vild i forestillingen om at være i balance med sig selv.

Hvad stiller kvinden op, der har læst alle mindfulness-bøgerne, men som ikke kan mærke en skid af det indeni - og som ender med at sidde og stresse på yogamåtten? Hvad gør hende, der er vant til at opnå de mål, hun sætter sig for, undtagen en graviditet - som desperat forsøger at se overskudsagtig ud, mens hun sidder og stikker sit underliv med hormoner? Og hvordan kan det være, at hende, som udadtil har det hele og skiller sig ud, har så lavt et selvværd indadtil – hvorfor føler hun, at hun går i ét med tapetet?

'Fysisk Ustabil' introducerer en helt ny form for fysisk teater, når tre kvindelige akrobater flyver højt og falder dybt i deres livsfortællinger: Ærlige, upassende, komiske og rørende tanker fra en moderne kvindes hverdag formidles gennem krops-artisteri (akrobatik, dans, pole & yoga) og voice-over-stemmer. Scenegulvet og højtalerne fyldes med navlepilleri - alt imens den moderne og afbalancerede overskudskvinde kommer op at slås med sig selv; i form af bid i græsset, kognitive kolbøtter, forfejlede forsøg, tragikomiske trin og fucked up flikflak, som man egentlig desperat havde forsøgt at overlade til backstage-området.

Det gør ondt at miste balancen. Men hvem ved - måske det faktisk ender med at føles helt befriende. At mindreværd kan blive mere værd.

Idé & instruktion: Christel Stjernebjerg
Artister:
Pole-artist & fysisk skuespiller: Camilla Marienhof,
Danser: Anna Kinoshita
Akrobat: Christel Stjernebjerg
Kostumer & scenografi: Mira Vinzents & Christel Stjernebjerg
Lys, lyd & alt-mulig-kvinde bag scenen: Koreograf & danser Linette Stamp

Billet

Salg lukket