Gadens Stemmer - Indre by

03 nov 2019 kl. 14:00 - 15:30

Axeltorv, foran Palads Biograf, Ved skulpturen De Syv Aksler, 1609 Kbh V

Det her er ikke nogen traditionel byvandring! Det er en helt unik byvandring med et menneske, som har levet et liv på kanten af samfundet, som du bliver budt indenfor i. 

Guiderne hos Gadens Stemmer fortæller om deres eget liv, hver byvandring er derfor forskellig. Vi fortæller om tabuiserede emner såsom stofmisbrug, psykisk sårbarhed og hjemløshed. Vi håber at se jer ude i virkeligheden!

Dagens guide i Indre by præsenterer sig selv:
Hej jeg hedder Nugga, jeg er i tyverne. Min historie handler om stoffer, selvskade og om at være institutionsbarn. Jeg har haft en meget kaotisk barndom og ungdom, man kan sige, at jeg er vokset op i systemet. Jeg har været anbragt i ni år på døgninstitutioner. Jeg blev set som den stereotype ballademager - hende pigen, som ingen forældre ønskede at deres børn hang ud med, hende der ingen fremtid havde og sidst men ikke mindst hende ingen troede på. Men det ændrede sig, og det vil jeg fortælle om på min tur.

I vil komme til at høre om alt fra, hvordan man starter med at tage stoffer som 11-12 årig til, hvordan det er at bo på et krisecenter alt i mens vi går i indre Københavns gader. Min fortælling handler meget om, hvordan jeg har erstattet den ene afhængighed med den anden og været bange for at give slip på alt det dårlige. Jeg vil give jer et indblik i, hvordan ungdomslivet kan se ud i Københavns natteliv. I er meget velkomne til at stille spørgsmål undervejs.

Formålet med min tur er at give jer et indblik i, hvorfor nogle unge i en periode tager alle de forkerte valg i livet. Jeg håber, at min historie kan sætte tingene i perspektiv og skabe et håb for, at selvom det ser sort ud, kan det godt blive bedre.

For at se billede af Nugga, så du kan genkende hende på byvandringen, tryk HER

Kunderne siger:
Supergod tur med Nugga. Personlig, hudløs ærlig, barsk men også rørende livshistorie af en ung pige i en gammel sjæl! Kan varmt anbefales! ❤️❤️❤️❤️
Marianne S., juli 2019