Gadens Stemmer - Vesterbro

13 okt 2019 kl. 14:00 - 15:30

Vesterbros Torv, (Ved Kirketrappen), 1620 København V

Det her er ikke nogen traditionel byvandring! Det er en helt unik byvandring med et menneske, som har levet et liv på kanten af samfundet, som du bliver budt indenfor i.

Guiderne hos Gadens Stemmer fortæller om deres eget liv, hver byvandring er derfor forskellig. Vi fortæller om tabuiserede emner såsom stofmisbrug, psykisk sårbarhed og hjemløshed. Vi håber at se jer ude i virkeligheden!

Dagens guide på Vesterbro præsenterer sig selv:
Mit mærkelige navn er Mårten Charlie Stener Damgaard, fordi jeg engang ville imponere en køn pige, som gik op i numerologi. Navneændringen medførte som ønsket, at jeg endte i kanen med hende, omend vor elskov hverken gik over i menneskehedens eller stjernernes historie som andet end en allerhøjst middelmådig anekdote.

Derudover er jeg 39 år, født i Glostrup på Vestegnen men som skilsmissebarn sidenhen primært opvokset i Sorøs dræbende kedsommeligt billedskønne provinsidyl. Jeg er stofbruger og tidligere -misbruger, samt glad for øl i en grad, som nok rimeligvis kvalificerer mig som alkoholiker. Siden jeg i 3. klasse første gang prøvede at drikke mig fuld, ryge cigaretter og tungekysse med en pige fra 6. klasse, begyndte jeg at føle mig draget af alt det "forbudte".

På Vesterbro kommer vi forbi forskellige landemærker, som har en betydning for mig, og som har betydning for Vesterbros stofscene. Jeg håber at I vil føle jer oplyst efter en byvandring med mig. Vi ses derude. 

For at se billede af Mårten, så du kan genkende ham på byvandringen, tryk HER

Kunderne siger:
Vi havde en meget meget fin tur med Mårten på i dag. Han fortalte om hans tid i det hårde stofmiljø på Vesterbro og viste os steder af særlig betydning for ham.
Vi var 6 familiemedlemmer i alderen 13-75 og vi fik alle noget med hjem. Meget gribende oplevelse. Tak Mårten!
Anne-Marie J., april 2019

Billet UDSOLGT