En død træskulptur bliver vakt til live og fortæller sin historie, mens den sammen med 25 andre kulturgenstande rejser fra Frankrig tilbage til hjemlandet Benin, som de blev plyndret fra. Mesterinstruktøren Mati Diops Guldløve-vinder er et drømmende, fantasifuldt og rørende post-kolonialt hybridfilmsmonster.

I 2021 bliver 26 artefakter pakket sirligt ned i kasser på et museum i Paris. Artefakterne skal leveres tilbage til Benin, som de blev plyndret fra, dengang landet var en fransk koloni. En af de 26 er en træskulptur af Kong Ghezo, der indtil midten af 1800-tallet regerede det vestafrikanske kongedømme Dahomey, som det nuværende Benin var en del af. I mere end 100 år har trækongen været fanget på det franske museum, men i Mati Diops Guldbjørn-vindende hybridstorværk ’Dahomey’ bliver skulpturen og dens sjæl sat fri, og den abdicerede konge vækkes til live, og med dyster, forvrænget stemme på originalsproget fon funderer og filosoferer han over sit liv i fangenskab.

Med simple, men originale greb, og poetisk finesse følger filmskaberen de 26 skulpturer fra de bliver pakket ned i Paris over den jublende, rørende ankomst til Cotonou i Benin, og afslutningsvis til en stor gruppe yngre universitetsstuderende, der indsigtsfuldt og tankevækkende diskuterer, hvad tilbageleveringen betyder. For er det begyndelsen på noget nyt og vigtigt? Eller er det bare endnu en fransk fornærmelse og et forsøg på at hvid- og renvaske den post-koloniale skam? ’Dahomey’ er ikke en film, der besvarer de spørgsmål. Det er en film, hvor ambivalens og uro får lov til at herske. Og en film, der cementerer Mati Diop sig som en af sin generations vigtigste og mest spændende filmskabere.