Hit med 80’erne

03 apr 2020 kl. 21:00 - 23:00

Islands Brygge 18, 2300 København

Hit med 80’erne blev dannet det år, hvor Danmark vandt EM i fodbold. John Jensen ramte den lige i r...., og resten er farverig, dansk sommerhistorie. Berlin-muren var faldet et par år tidligere, alle troede på nye og bedre tider på bagkanten af Den Kolde Krig, og hjemme i stuen var CD-afspilleren ved at afløse pladespilleren.

1992 er længe siden. Ikke desto mindre har Hit med 80’erne lige siden dengang turneret rundt i Danmark med det, der nu er blevet til klassikerne fra danskrockens guldalder. Dengang, først i 90’erne, var der ikke rigtig nogen, der regnede de danske 80’er-sange for noget. Sagt på jysk er der lavet om på det siden. Numrene fra Schlüters og Elkjærs årti er mere populære end nogensinde før, her 30 år efter.

Hit med 80’ernespiller alle de sange, der betød så meget for så mange. Dengang. Og stadig gør det i dag. Og sender samtidig en stor, respektfuld tak til de danske 80’er-stjerner og deres sange, som gør det hele muligt. Flere af dem har fra tid til anden været med på scenen hos Hit med 80’erne. Men orkestret kan først og fremmest selv.

Forbered dig på en velspillet og varm hyldest til Tøsedrengene, Dodo & The Dodo’s, Rocazino, RayDeeOhh, TV2, News –fortsæt selv listen. Og regn med, at der er et glimt i øjet hist og pist. Anderledes kan det ikke være, når tiden spoles tilbage til dengangEcco-sko og pastelfarvede habitjakker var det, bandetshalv-og helvoksne børn i dag vil kalde for meganice. Og dengang der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Men det var der så vist alligevel, viste det sig...

Vi ses derude.

Hit med 80’erneer:

Annette Søgaard, vokal / kor

Ole Hansen, vokal / kor / akk. Guitar

Marianne Lewandowski, kor/ vokal/ percussion

Brian Bannerholt, guitar

Steffen Hansen, keyboards

Jakob Pagaard, bas/ kor

Kurt Nielsen, trommer