Hyperculte er en eksperimenterende postpunk duo fra Genève, Schweiz, der blev dannet i 2014. Bandet består af Simone Aubert (guitar, trommer, vokal) og Vincent Bertholet (kontrabas, vokal). Duoen er kendt for deres minimalistiske tilgang til musik, som de beskriver som en blanding af transpop, prekraut og postdisco. Deres lyd kombinerer hypnotiske rytmer, gotisk melankoli og rå energi, hvilket resulterer i en unik musikalsk oplevelse, der både er dansabel og dybt reflekterende.

Hyperculte har udgivet tre albums, hvoraf det seneste, La Pangée, henter inspiration fra både fortidens Pangaea-kontinent og nutidens sociale og politiske landskaber. Albummet er indspillet i en landsbygård i La Baume Cornillane, et sted, som geologer mener var centrum for det oprindelige superkontinent, før det brød op i mindre dele. Denne forbindelse mellem det historiske og det moderne afspejler sig i bandets musik, som ofte kredser om temaer som miljøaktivisme, modkultur og kapitalismens indflydelse.

Hyperculte er kendt for deres intense liveoptrædener, hvor de søger at skabe en stærk forbindelse med deres publikum. Deres mål er at åbne hjerter og skabe en fælles oplevelse gennem deres musik, hvilket gør dem til en dynamisk kraft på den europæiske eksperimentalscene.

Som de selv beskriver det: Melankolsk og nostalgisk dans til en poetisk trance. Eller omvendt.... Hyperculte forsøger konstant at åbne hjerter for enhver pris.

SUPPORT: Jacob Funch 

På en musikalsk søgen efter at balancere professionel kunnen med impuls og følelse, undersøger Jacob Funch mørke dybder inden for noget meget blødt, meditativt og solrigt. Han synes at besidde den sjældne evne til at ramme molakkorder med et smil på læben. En næsten foruroligende rolig lykke gennemsyrer hans symfoniske lydlandskab og efterlader en dør åben for lytteren til at iklæde sig som en beruset kaptajn på jagt efter tryllestave og svampe.

I sit lo-fi soveværelsesstudie bruger Funch billige synths til at skabe gotiske popstrukturer, hvilket resulterer i, at noget af musikken lyder som Robert Smith, der komponerer 'Disintegration' til et Nintendo-spil. Med en næsten naiv balearisk legesyge cirkler romantiske temaer rundt som fugle i Himalaya-bjerge af lyd – pludselig kæmpende med riddere i mørke middelalderdale, kun for at vende tilbage til himlen med vingerne fyldt med jazzede ananas