I køkkenet med Karen Blixen - foredrag med forfatter Signe Wulf.

26 mar 2020 kl. 19:00 - 20:30

Karen Blixen Museet, Rungsted Strandvej 111, 2960 Rungsted Kyst

Kom med til et spændende foredrag på Rungstedlund med forfatter og cand. mag Signe Wulf, der netop er aktuel med sin anmelderroste bog " I køkkenet med Karen Blixen.

I 1931 kunne Karen Blixen se drømmen om Afrika smuldre. Farmen var på tvangsauktion, og forholdet til hendes livs kærlighed, Denys Finch Hatton, endte brat, da han styrtede ned med sit fly og brændte op. Hun måtte starte sit liv helt forfra, og her ved sin tilværelses skillevej så hun to muligheder for sig. Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne blive forfatter.

Hun valgte jo at skrive, men hvordan kan det overhovedet være, hun så kokkegerningen som en mulig løsning på lige fod med forfatterskabet?

Hør historien om Karen Blixens livslange passion for mad og vin, og om hvordan hun på sin afrikanske farm havde et køkken, der dannede ramme om hendes kreative udfoldelse inden for gastronomien, som for Karen Blixen var en kunst på lige fod med litteratur, musik og maleri. Senere brugte hun sin gastronomiske viden i sit forfatterskab, der kulminerede med fortællingen om den franske mesterkok Babette, der forfører med sin kogekunst.

Det vil være muligt at købe og få signeret bøger efter foredraget, hvor vi også byder på et glas bobler.

Om forfatteren:

Signe Wulff (f. 1979) er cand.mag. i fransk og moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet. Hun har de sidste mange år beskæftiget sig med gastronomi – først som forlagsredaktør for både danske og udenlandske kogebogsforfattere, siden som kommunikationschef for Cofoco og nu med eget kommunikationsbureau, der har speciale i vin og mad.