I Strunges fodspor - film og byvandring

15 okt 2020 kl. 10:00 - 12:00

Vi mødes i biografen Grand og ser dokumentaren Nattens engel om poeten Michael Strunge.

Kameraet følger den unge digter gennem Københavns tomme gader. Byens landskaber og nattens ansigter afsøges.
Natten er hemmelighedsfuld og befordrende for tanker og følelser. En ny generation af unge kunstnere søger at nå til erkendelse af sig selv og deres forhold til livet, døden, angsten og håbet. 

Når filmen er slut, samler vores tour-guides jer op uden for biografen.

Vi forlader biografen i en ulidelig opvågnen til højlys dag, og færdes i stræderne og og skyggerne fra en anden side af det travle og kommercielle København. Turen foregår i Indre Bys krogede sidegader og på Strøget, går omkring spillesteder, mødesteder og adresser hvor drømmene foldede sig ud i firserne og faldt til jorden. Huset, Nytorv, Pisserenden, Nørreport, parkerne og udsigten til Nørrebro.

Undervejs læser guiden op af Strunges digte og andre tekster fra tiden og eftertiden. Ekkoer af flere aldre som vi hører i gaderne. Vi mærker, hvor der er kanter i byen, vi mærker på ordene og afgrunde mellem drømme om det nærværende.

Filmens varighed 34 minutter.

Turens varighed 1 time og 30 minutter.

Gyldendal Live - alt det du ikke vil gå glip af.