JUNCKER releasekoncert + support

04 maj 2018 kl. 20:00 - 05 maj 2018 kl. 02:00

HALMTORVET 9, Halmtorvet 9A, 1700 København


JUNCKER udgiver sit nye album "Globus NV" på Store Bededag - d. 27/4. En uge senere står han og band på scenen til en releasekoncert der vil byde på både de helt nye numre, men også ældre klassikere.

Efter koncerten vil DJ's sørge for den helt rette stemning, bl.a. en masse klassikere fra bands der har inspireret JUNCKER. Så forvent The Smiths/Morrissey, The Cure, Joy Division, Echo & The Bunnymen, Madness, Stone Roses, Gangway, Clash og meget andet.

Mulighed for køb af koncertbillet inkl. CD eller LP - eller blot koncertbillet.

JUNCKER fortæller selv om det nye album:

"Mit seneste album Bivirkninger (2016) var funderet i en form for national kritik, og på eksempelvis Snork City (2004) tog jeg et meget lokalt afsæt, som springbræt for mine sange. Denne gang er det alle mine eventyr jorden rundt samt spadsereture i Københavns nordvestlige hjørne, som markerer mine sanges ydre poler i et kontrastfyldt spænd mellem det globale og det lokale, hvor jeg så at sige forsøger at finde mig til rette. Jeg tager et sidste opgør med fortiden, berører nutidige samfundssymptomer, skitserer fremtidsudsigter, bokser med troen og beskriver kærligheden. Med alle de knuder, som disse felter nødvendigvis indebærer, blot lysere end før og væsentligt mere imødekommende. Et billede på tilblivelsen af et helt menneske, som er ved at finde balance og ro i en verden, der snurrer hurtigere og hurtigere rundt i vekslen mellem tro og tvivl, fortid og fremtid, nærvær og fravær, hverdag og fest, smerte og glæde, drøm og virkelighed, det lokale og det globale og ikke mindst had og kærlighed. Deraf titlen, som indfanger spændet i min verden, stort som småt.

Pladen er indspillet i Medley Studiet, Kbh., og produceret af Jakob Groth, som var med i Junckers bands Bloom og Junior samt fast del af Junckers hold på de to første soloalbums "Snork City" (2004) og "Det Sorthvide Hotel" (2006). Pladen byder på gæsteoptrædener fra Allan Jensen (Gangway), Andy White (Nordirland, Belfast - kendt for sangen ”Religious Persuasion”). Anders Ramhede, trommeslager i Magtens Korridorer, spiller på et par sange – det gør produceren Søren Mikkelsen og Jonas Breum også. Desuden medvirker Stefan Larsen, Kasper Søderlund og Benjamin Pedersen og Thomas Dinesen fra Junckers "faste" lineup. Alle sange er skrevet af Christian Juncker selv, med 3 undtagelser, hvor bl.a. Jonas Breum og Kasper Sørensen (ex Moi Caprice) har assisteret."

Koncertbillet

DKK 100,00 + DKK 12,49 gebyr


Koncert + CD

DKK 150,00 + DKK 16,24 gebyr


Koncert + LP

DKK 200,00 + DKK 19,99 gebyr