Københavnerfesten

29 sep 2018 kl. 13:00 - 22:00

Løvstikkevej 69, 2300 København, Danmark, Løvstikkevej 69 og Fussingsvej 15, 2300 København


Date, dans og debattér til årets handicapfest

For andet år i træk kan du give den gas til årets fest for borgere med handicap, når Københavnerfesten løber af stablen 29. september 2018. Her kan du spille løs i tombolaen, mens Klumben og Raske Penge, Joakim Ingversen, Wild Wax Combo og Rocklett går på scenen, og hvem ved, måske møder du endda en kommende kæreste under speeddating - eller på dansegulvet.

Flere hundrede borgere med handicap fra hele landet inviteres til et brag af en fest, når der tændes op under Københavnerfesten 2018. Det sker 29. september kl. 13.00-22.00 i Sundby Væksthus på Amager.

Giv dit besyv med, når Joakim Ingversen skaber humoristisk debat og rap med om Faxe Kondi og "hele verdens ghettorødder", når Klumben og Raske Penge indtager scenen. Der bliver rig lejlighed til at fyre den af, for også rockabillybandet Wild Wax Combo spiller rå 1950’er-toner, og tomands-dancebandet Rocklett sender i løbet af aftenen et potpourri af blandt andet Rasmus Seebach, D-A-D og Lady Gaga ud gennem højtalerne.

Afslappet loungestil og vilde moves

Under årets arrangement kan du være heldig at score en kæreste eller møde nye venner, som deler lige netop dine interesser. Her er nemlig mulighed for at få hjælp til at lave din egen MeetUp-profil eller slå dig løs til Danmarks sjoveste speeddating for borgere med handicap.

Bliver du træt af livemusikken, kan du køre et smut ud med partybussen eller tage et hvil i loungen, spille med i tombolaerne eller nappe en lækker snack og en farverig drink i madboderne. Når du har fået pusten igen, kan du fremføre dine svedigste dansetrin, for Lavuk Entertainment går bag DJ-pulten og vender plader.

Ikke kun for storbysnuder

Det er nu, du skal slå til og købe din billet til årets største event. Festlighederne finder sted i Sundby Væksthus, Fussingsvej 17, 2300 København S., og alle er velkomne - Du behøver ikke være københavner!

Billetter fås via billetto.dk, Café Tusindfryd og Kulturhuset Pulsen. Indgangen koster 200 kr., og ledsagere er gratis. Der er et begrænset antal billetter til salg, så det er med at være kvik ved tasterne. Eventuelt overskydende billetter sælges i døren til 250 kr.

Følg med i eventet på Facebook her

Se årets plakat for Københavnerfesten 2018 her

For yderligere oplysninger om arrangementet, kontakt venligst CSBB-Akademiet

E-mail: csbb-akademiet@sof.kk.dk

Telefon: 21 57 09 86

Københavnerfesten

Salg lukket