Kunst x Erotik: Dansk Guldalder

20 nov 2019 kl. 17:30 - 18:30

SMK – Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København

Nøgenmodeller, intime scener og flygtige blikke. Mange har et billede af guldalderen som en snerpet og tilknappet tid – men i kunsten, videnskaben og litteraturen fra den tid gemmer der sig også sanselige motiver og intime udtryk. 

I efterårets store udstilling Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer udfolder SMK blandt andet ”den nøgne guldalder” og viser værker, der både er nøgternt registrerende og direkte erotiske.

Alt dette og meget mere stiller vi skarpt på denne aften, når kurator og kunstformidler Annette Rosenvold Hvidt møder læge og sexologiprofessor Christian Graugaard til en samtale om kunst, videnskab og erotik. Og om hvordan man har skildret, oplevet og talt om seksualitet i kunsten, forskningen og hverdagslivet gennem tiden.

Om Christian Graugaard
Christian Graugaard er læge og sexologiprofessor, forsker, debattør, kritiker, digter og forfatter. Han er professor i sexologi ved Aalborg Universitet og var fra 2003 til 2013 formand for organisationen Sex & Samfund

Om Annette Rosenvold Hvidt
Annette Rosenvold Hvidt er cand. phil. i kunsthistorie, forfatter og kunstformidler og medkurator på SMK – blandt andet i forbindelse med efterårets store udstilling Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer.

Godt at vide
Arrangementet er gratis med SMK Årskort, men kræver at du henter særbillet. 

Har du årskort, så husk at medbringe det til scanningen af billetter. Gratis ledsager-fordelen gælder kun regulær entré og er undtaget særlige arrangementer som dette.

Hvis du har et 1+1 årskort skal din ledsager have en ledsagerbillet. 

Arrangementet er en del af SMK Onsdag og støttet af Bikubenfonden.

Om SMK Onsdag
Hver onsdag holder vi åbent til kl. 20. Du kan tage med på en art talk og opleve SMK’s udstillinger om aftenen. Og så byder vi altid på en særlig overraskelse i form af eksempelvis koncertomvisninger, ballet og workshops.

Om udstillingen
Ud af krig, brand og statsbankerot voksede en af de mest elskede perioder i dansk malerkunst. Med efterårets store udstilling fortæller vi historien om, hvordan en af de mest kreative perioder i dansk kunst- og kulturliv kunne opstå. Og hvordan guldalderens kunstnere skabte de billeder af Danmark og det danske landskab, som vi har kendt og dyrket lige siden.

Flere oplevelser?
I anledning af efterårets store hovedudstilling Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer inviterer vi til omvisninger, koncerter og meget mere. 

Se hele programmet

Bikubenfonden støtter eksperimenterende formidling

Foto: Ditlev Blunck, Mareridt, 1846, Nivaagaards Malerisamling.