Lær at lægge makeup med Pudderdåsernes makeupskole - julespecial

20 dec 2012 kl. 18:30 - 21:30

CPH Media, Rådmandsgade 10 over gården 1. sal, CPH Media, Rådmandsgade 10, over gården 1. sal, 2200 København N

Det er en gammel drøm, vi realiserer, når vi inviterer dig til hygge, sludder og benhård makeupskole. Når vi vælger at kalde det benhård makeupskole, er det fordi du skal selv gøre arbejdet. Du får hjælp og vejledning ad libitum, men det er dig, som skal lære noget og ”Learning by Doing” er et ægte Pudderdåse-motto. Vi vil altså bidrage med viden, vejledning, snak, tips og tricks, men arbejdet skal du gøre, sådan at du føler dig rustet til at gentage succesen der hjemme - uden at have os i hånden.

Den første dato er af praktiske årsager blevet flyttet, og samtidig har vi planlagt nogle flere. Du kan komme med på workshop følgende dage:

  • 15. november 18.30 - 21.30
  • 29. november 18.30 -21.30
  • 20. december  (jule og nytårsmakeup special) 18.30-21.30

Har du lyst til at lære:

  • Hvordan du lægger en komplet makeup.
  • Hvordan du finder de rette farver og hvordan du lægger både foundation, concealer og pudder.
  • Hvornår og hvordan du vælger og placerer blush, bronzer og highlighter.
  • Hvordan du lægger en basis øjenmakeup og hvordan du tilføjer farver eller detaljer efter humør.
  • Hvordan du får modet til at gå med rød læbestift.

Pudderdåsernes makeupkurser er intime og eksklusive workshops. Hvor du selv skal have fingrene ned i pudderdåserne – i ordets bogstaveligste betydning. Du får altså produkterne i hånden, så du har mulighed for at finde frem til det, der er rigtigst for dig - med hjælp og vejledning fra os. Til vores workshops anvender vi produkter fra MAC, fordi det mærke ligger vores hjerte nærmest.

Der er plads til 8 personer hver gang, så der er tid til jeres individuelle spørgsmål og problemer. Formålet er klart: Vi skal koncentrere os om makeuppen og alt dens væsen i de tre timer, vi er sammen.

På Pudderdåsernes makeupskole får du:

  • Ny inspiration.
  • Lysten, evnen og modet til selv at lægge en komplet makeup.
  • En skriftlig guide, som du kan læne dig op ad, når du skal genopfriske det, du har lært.
  • En gave som skal bruges under men i særdeleshed også efter workshoppen.

Sådan foregår det
Workshoppen varer fra 18.30-21.30. Den første gang er 25. oktober. Der er inkluderet hygge ad libitum, lidt at drikke og snacks.

Den foregår i CPH Media på Rådmandsgade 10, over gården 1. sal, 2200 København N

Prisen er 875 kroner pr person. Der er 20 procent rabat til studerende og arbejdsløse.


Standard

Salg lukket

Med studie- eller arbejdsløsrabat

Salg lukket