Le-Festival på Kildeengen

05 sep 2020 kl. 10:00 - 19:00

Kildeenghuset, Skovvej 51, 4330 Hvalsø

Le-Festival på Kildeengen i Bidstrup Skovene 2020

Den 5. september 2020 inviterer vi til Le-Festival, hvor du kan svinge en le, deltage i kurser og workshop og høre om, hvad le-slåning kan gøre for naturens ve og vel.

På Kildeengen i Bidstrupskovene bliver græsset slået med le og fjernet et par gange hver sommer. År efter år takker engen med flotte orkidéer og andre blomster, der får lys og plads til at gro. Blomsterne lokker sjældne insekter til, der summer og sværmer på engen.

Kildeengen passes af Kildeengens Høsletlaug, der denne dag viser håndværket frem og byder jer velkommen til at give en hånd med på engen. I kan her prøve kræfter med det gamle håndværk, udvikle kompetencer og høre om engens natur og historie.

Hvis du er nybegynder med le eller skal have finpudset din teknik, så kan du melde dig på et hold med instruktør. 

Le-Festivalen er en dag, hvor vi sammen løfter de opgaver der skal til for, at vi får en hyggelig dag i dette særlige fællesskab. Det betyder at deltagerne, inden dagen, vil få tilsendt en liste med opgaver som man kan skrive sig på. Det vil f.eks. være kagebagning, opvaskehold eller kaffebrygning. 

Det er gratis at deltage i Le-Festival og vi sørger frokost, kaffe/te og aftensmad, som tak for jeres indsats med at pleje engen og udveksle viden og erfaringer

Aftensmad skal man sørge for at tilmelde sig separat, da vi gerne vil undgå madspild.   

Vi glæder os utrolig meget til at se jer på Kildeengen lørdag d. 5. september. At svinge en le er godt for krop, sjæl og natur!

Le-Festival arrangeres af Nationalpark Skjoldungernes Land, Kildeengens Høsletlaug, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen.

Link til parkering: https://bit.ly/2ScnjHu

Kursus for le-instruktører

Hvis du er le-instruktør og er interesseret i at få finpudset din formidlingsteknik eller få inspiration til dine instrukser, så vil der være mulighed for at deltage i et kursus på dagen. Kurset bliver bl.a. afholdt af Mats Rosengren. 

Er du interesseret så kontakt Sofie Clauson-Kaas, socla@nst.dk