Live stream: Forbindelser over fjorden - Mystiske gravpladser
Om foredraget
I forbindelse med anlæggelsen af Kronprinsesse Marys Bro fandt ROMUs arkæologer i 2015-2018 tre gravpladser fra de første århundreder e.Kr. Alle gravpladser bestod af jordfæstegrave, hvor de døde havde fået gravgaver med i form af lerkar og små spinkle bronzenåle. Både børn og voksne var repræsenteret i gravene. Et spændende og gådefuldt levn fra romertiden i Danmark.
Hvad fortæller gravene om fortiden i området ved Frederikssund? Det vil arkæolog Katrine Ipsen Kjær komme nærmere ind på i aftenens spændende foredrag. Hun var med under hele udgravningsforløbet fra de spæde forundersøgelser og første spadestik til selve udgravningsarbejdet og registreringen af fundene. Med sig bringer hun en masse billeder fra udgravningen, så du kan komme helt tæt på detaljerne og få nogle gode bud på de historier, der knytter sig til menneskene i gravpladserne og de gravgaver de fik med sig. Romertidsgravene ved Frederikssund adskiller sig fra de romertidsgrave man har fundet ikke så langt herfra i Vindinge, sydøst for Roskilde – hvordan kan det være? Det vil Katrine også undersøge nærmere.
Denne aften kan du samtidigt få et indblik i arkæologens arbejde. For hvordan finder arkæologer egentlig frem til grave før et anlægsarbejde går i gang? Og hvordan går de i det hele taget til værks, når de udgraver grave? Det vil du få rig mulighed for at spørge ind til undervejs – både om arbejdet som arkæolog, men også mere konkret til fundet af gravpladserne.
Om foredragsholder
Katrine Ipsen Kjær er arkæolog og udgravningsleder ved Roskilde Museum og Frederikssund Museum, færgegården siden 2006 med særlig interesse for forhistoriske gravpladser.
Live streaming
Vi vil meget gerne give så mange som muligt mulighed for deltage i museets foredrag. Derfor tilbyder vi, at du også kan købe en prisreduceret billet til live streaming af foredraget og se med hjemme fra. På den måde ønsker museet også at bidrage til, at man ikke behøver gå glip af spændende kulturoplevelser, selvom man er i corona-karantæne, er særlig udsat eller selvom museets lokaler er små og underlagt corona-restriktioner. På Færgegården går vi meget op i at passe på vores gæster og mindske smittespredningen.
TID, PRIS OG STED:
Live streaming:
19. november kl. 19.00-21.00
25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk
Se med via smartphone, tablet eller computer hjemme fra din egen stue
Du vil modtage en mail en time før arrangementet med link og informationer om, hvad du skal gøre. Hvis der mod forventning skulle opstå problemer, da skriv til faergegaarden@romu.dk
Live stream: Forbindelser over fjorden - Mystiske gravpladser
Andre events fra arrangøren
Andre events fra samme kategori
Anbefalede events
Vil du se flere events?
Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke