Metal Mekka: Anoxia, Gurldörl, Summit, Sun dog, Under the blood oak

06 dec 2019 kl. 19:00 - 07 dec 2019 kl. 02:00

Kansas City, Munkebjergvej 140, 5230 Odense

Anoxia

Anoxia er smagen af whisky, sved… og evt. en enkelt tåre født af glæden ved, at der stadig findes metal af så høj en kvalitet.

Det nyborgensiske band kan med rette betegnes som en flok gamle baggårdskatte. De har dyrket den hårde tråd siden 1996 – og det kan høres! Ikke blot på evnerne til at smede helt og aldeles fantastisk heavy fucking metal. Kærligheden til den kantede musik brænder mere intenst, end flammekasterens lys i en skyttegrav.

Og noget smukt er blevet født i elskoven mellem evne og kærlighed. Anoxia har – særligt med deres 2019 album ’To the Lions’ formået at servere musik så vitalt, at skulle tonerne ramme Kronborg, ville Holger Danske straks gå på bar. En vokal med mere saft og kraft, end en F-16s motor, guitarer, der med samme behændighed som en veteran-dominatrix leger og pisker lytteren til blods, samt en rytmesektion så massiv, at man kan mærke magmaens varme skabe et lydbillede skabt til at skade nakker.

Ja. Anoxia er heavy metal, når det er bedst.     


Gurlörl

Gurlörl er ganske enkelt lugten af værtshus.

Musikken er tungere end røgen på et af de brune dagen efter lønnen er gået ind. Lyden er mere beskidt end toiletgulvet, efter du mente, at 10-15 Arnbitter i streg var en fremragende idé, og er med samme groove som toiletrullen, imens du prøver at få styr på situationen. Den rasende og desperate vokal er indbegrebet af dagen efter alt for mange genstande - af tømmermænds-depressionens insisteren på at huske enhver sætning, der nogensinde har klinget forkert. Og ikke kun aftenen før. Også dengang i syvende klasse, hvor du sagde, at Aarhus var hovedstad på Langeland – og mente det.

Tung, beskidt og lige-i-ansigtet groovet metal af den bidske slags. Sku’ vi aller’ ha’ en øl?  


Summit

Et lille skud psykedelika skulle åbne sindet.

Summit sørger for, at publikum kommer til at forblive åbne. De vil sørge for at åbne for musikkens puls, fælles øregasmer og en aften, der byder på absurde mængder god musik. Spontant, grænseløst og med et væld af inspirationer, udforsker Summit det musikalske grænseland, og koncerterne føles som soniske LSD-rejser. Og rollen vil blive spillet til fulde denne aften, hvor bandet vil brage nøglen i ørerne på publikum.

Sun Dog

Det er ikke tit, at vi får muligheden for at skrive følgende om Metal Mekka koncerter, men Sun Dog er… satme behagelig musik!

Musikken er fyldt med riffs, som er mere sprøde end biodynamiske flæskesværd købt på den lokale gård, og soloer så orgastiske, at virkeligheden forstummer i ren velvære. Og ikke nok med det! Vokalen vil få ældre stadioner til at drømme sig tilbage til hvor Deep Purple m.fl. gjorde deres hårde vægge bløde som smør – krydret med en kant af ”Skal du ikke slås ihjel?” aggression.

Fik jeg for øvrigt nævnt orglet? Det djævelske orgel, der vil føre dig på rejser af den psykedeliske slags? Orglet, der vil opløse verden i farver, oplevelser og mentale rejser, som du ikke vidste, at du var parat til? Publikum vil uden tvivl få et eventyr uden lige, når Sun Dog entrerer scenen.

Kort sagt: Er du til sindssygt fængende rock med et stærkt fundament i 1970’erne (uden at lyde som en desperat søgen efter en forsvunden tid) beriget med bevidsthedsudvidende elementer af den bedste slags? Hvis ja, så bliver du simpelthen nødt til at indfinde dig foran scenen, når solhunden inviterer dig på en oplevelse uden lige.


Under the Blood Oak

Melodisk dødsmetal med mere eventyr end Ringenes Herre.

Skal dit øre kærtegnes med vellyd og legesyge? Higer du efter oplevelsen af ikke at vide, hvad der sker om to sekunder? Så skal du kaste ørerne efter Under the Blood Oak!

Eller dvs. du skal kunne leve med forventningen om højkvalitets melodisk dødsmetal med evnen til at bruge musikken som pensel. Riffs fremmaner scener af den fantastiske slags. Fra fiktionens bedste eventyr til fødslen og døden af stjerner, opbanker rytmesektionen et drive, der får det hele tættere på. Vokalen agerer med alsidighed og formår at sætte ord på de største fortællinger. Ganske simpelt; Under the Blood Oak præsterer at forvandle dit sind til en biograf med adgang til hele virkeligheden.

Det er tid til et musikalsk eventyr af den hårdtslående slags!